Morgenen begyndte som sædvanlig: Jeg gik ud til min grund for at vande blomsterbedene og sikre mig, at de lokale katte ikke havde lavet rod igen. Men så snart jeg åbnede lågen, ramte en tung, kvalmende lugt min næse. Den var så tæt, at luften virkede klæbrig.
Jeg tog et skridt, så endnu et… og frøs fast, som om jeg var vokset fast til stedet. Der lå noget ved blomsterbedet og rørte sig let.
Foran mine øjne lå en mærkelig masse, rødlig-lyserød, skinnende, som om den var dækket af en våd film. Den afgav en modbydelig lugt, der mindede om rådne. Jeg trådte tilbage: mit hjerte sank ned i mine hæle, mine håndflader svedte, og mine tanker var forvirrede.
“Hvad er dette afskyelige? En slags orm? Et stykke af et dyr? Eller… hvem ved hvad?!”
Med rystende hænder tog jeg min telefon frem, fotograferede mit fund og begyndte straks at google. Jeg skrev i søgefeltet:
»rød, slimet, lugter af ådsel.«
Og så løb en kuldegysning gennem mig. Det allerførste link sagde: »Archer’s Anturus — djævelens fingre. En af de mest skræmmende svampe på planeten.«
Det viste sig, at denne uhyggelige ting ikke var et væsen fra en science fiction-film eller et stykke af nogens kød, men en svamp, der engang kun voksede i Australien og nu trives her.
Først ser den ud som et tæt hvidt »æg«. Derefter sprænger den op, og der kommer røde vækster frem, der ligner kløer, poter eller dæmoniske fingre.
Når folk ser det for første gang, tror de ofte, at de er stødt på resterne af et rumvæsen eller spor efter en persons død. Nogle ringer endda til alarmcentralen, overbevist om, at de har fundet et gerningssted. Men det er bare en repræsentant for svampeverdenen. Meget eksotisk, uhyggeligt, men helt naturligt.
Siden da har jeg holdt mig langt væk fra det blomsterbed. Jeg vover ikke længere at vande noget der. Lad det være. Det er bedre ikke at diskutere med naturen, især ikke med en natur som denne.
