Hver morgen kom han til det samme hus – gammelt, med afskallede vægge og vinduer, bag hvilke der næsten ikke var nogen bevægelse. Denne lejlighed var altid den sidste på hans leveringsliste. Den samme kvinde bestilte altid lidt – brød, mælk, et par æbler, nogle gange te. Og hun hilste altid på ham med et smil.
»Tak, min søn, fordi du ikke glemmer mig,« sagde hun og rakte ham pænt foldede pengesedler.
Han smilede som svar:
»Det var så lidt, det er mit job.«
Men hver gang bemærkede han, at samtalen syntes at være vigtigere for hende end selve leveringen.
Hun holdt posen i hænderne i lang tid og spurgte, hvordan han havde det, om han havde familie, om han frøs på vejen.
Og hver gang sagde hun:
»Pas på dig selv, ellers hvem kommer til mig i morgen?«
Han tilskrev dette ensomhed og alder. Men på et tidspunkt indså han, at han var begyndt at se frem til hendes bestillinger. En gang regnede det kraftigt, og han var tæt på at aflyse leveringen – han var træt, våd, og ordren var lille.
Men han tog af sted alligevel. Da hun åbnede døren, lyste hendes øjne op, som om en nær ven var kommet.
»Jeg troede ikke, du kom,« sagde hun. »Jeg har lavet te… Du kan godt lide den med citron, ikke?«
Han blev overrasket. Hvordan vidste hun det? Hun må have gættet det.
Han gik indenfor. Værelset var pænt, men tomt – gamle fotografier på væggen, to kopper på bordet, den anden med en pæn revne rundt om kanten.
»Det er min mands kop,« sagde hun, da hun bemærkede hans blik. »Han var også kurér. Men han er ikke kommet i lang tid.«
Han lyttede uden at vide, hvad han skulle sige. Hun talte om krigen, om de børn, der var flyttet, om børnebørnene, der »altid havde travlt«. Og så tilføjede hun:
»Du ved… jeg venter ikke på dig for at få indkøbt. Jeg venter bare… på, at der kommer nogen.«
Efter det begyndte han at komme ikke kun med bestillinger. Nogle gange kom han bare forbi et øjeblik – for at bringe kager, te, for at snakke. Og en gang, på nytårsaften, kom han uden sin uniform og uden sin taske. I hænderne havde han en lille buket.
Den gamle kvinde brød ud i tårer.
»Hvor mange år har jeg ikke ventet på, at nogen skulle komme på besøg…«
Nu arbejder han stadig som kurér, men der er altid en adresse på hans liste, som han selv tilføjer – netop det hus, hvor kvinden bor, som engang ventede på en person, ikke en levering.
Og hver gang hun åbner døren, siger han det samme:
»Leverer varme. Gratis.«
