Marina vågnede tidligere end normalt — en sjælden stille morgen, hvor ingen skyndte på hende, kaldte på hende eller krævede hendes opmærksomhed. Hendes mand var på forretningsrejse, børnene var hos deres bedsteforældre, og stilheden i lejligheden virkede næsten festlig. Hun besluttede at forkæle sig selv med en lille ritual: et blødt tæppe, varm te, hendes yndlingsbog – endelig et øjeblik for sig selv.
I køkkenet tændte hun kedlen og begyndte at rode i kassen med teposer. Duften af bergamot løftede altid hendes humør. Hun tog den første pose, hun så, men grimasserede straks – den syntes at rasle underligt. »Det er nok papiret,« tænkte Marina og var ved at lægge posen i koppen.
Men pludselig… bevægede posen sig lidt.
Hun frøs. Selv hendes vejrtrækning blev mere stille.
»Det må have været min fantasi…« hviskede hun til sig selv og bragte forsigtigt posen tættere på lyset.
Papirets sømme syntes at være let åbne, og noget hvidt bevægede sig rykvist indeni. Marina følte kvalme ved tanken, men hendes fornuft insisterede: »Det er bare te. Der kan ikke være noget derinde.«
Hendes hænder rystede. Hun rev posen op for at finde ud af det en gang for alle.
Og i det næste øjeblik veg hun tilbage:
En lille levende maddike faldt ud.
En rigtig en. Den vrikkede sig.
Marina skreg og veg så kraftigt tilbage, at hun væltede sukkerskålen ned fra hylden med albuen. Sukkeret spildtes ud over hele bordet, men hun lagde ikke engang mærke til det – hun rystede af afsky og chok.
En bleg orm kravlede langsomt hen over gulvet.
Hendes egen te… hendes yndlingsmærke… hun havde næsten drukket den!
Hendes hjerte bankede så højt, at hun troede, naboerne kunne høre det. Hun greb kassen, tømte alle poserne ud på bordet og begyndte at tjekke dem en efter en. Nogle var fine, men to så hævede og ujævne ud. Hun rev dem op som i raseri – og fandt en lille kokon i en af dem.
En kuldegysning løb ned ad hendes ryg.
Marina sank ned i en stol, dækkede ansigtet med hænderne og forsøgte at falde til ro. Hun gøs ved tanken om, at hun havde holdt den mod sine læber for bare et minut siden.
Hendes første tanker gik til hendes børn: »Hvad hvis et af dem havde set den? Hvad hvis de ved et uheld havde prøvet den?«
Hun følte sig forfærdelig.
Hun tog sig sammen og ringede til virksomhedens kvalitetskontrolafdeling, men de spurgte kun om batchnummeret og takkede hende formelt for oplysningen. Ingen sympati, ingen medmenneskelig medfølelse. Det var, som om hun klagede over en let revet emballage og ikke et levende væsen i hendes mad.
Af afsky og protest smed Marina hele kassen ud. Med det samme. Uden at tænke over det. Og så vaskede hun hænder, bordet, gulvet – alt, hvad denne lille hvide rædsel kunne have rørt ved – i lang tid.
Og da hun endelig følte sig ren, fangede hun pludselig en uventet tanke:
hendes lille morgenritual – te, tæppe, bog – virkede ikke længere så vigtigt. Hun ønskede kun én ting: at lave sig en stærk sort kaffe, helst instant, uden overraskelser indeni.
Men det mærkeligste skete om aftenen. Da Marina åbnede skabet for at lægge den nykøbte kaffe i det, følte hun et bekendt let raslen i et sekund. Hun frøs, og hendes hjerte sprang et slag over.
Og så gik det op for hende – lyden kom ikke fra posen eller kassen.
Det var en lille hvid prik, der knap nok kunne ses på indersiden af skabet, hvor hun opbevarede sin te, der fortalte hende, at morgenen kun var begyndelsen…
