Hver lørdag kom Margarita til kirkegården. Hun havde ikke sprunget en eneste uge over siden den dag, hun mistede sin mand – for tyve år siden. Efteråret gik over i vinter, vinteren i forår, men vanen forblev: en krans, et lys, en kort bøn. Det blev hendes eneste ritual, hendes eneste måde at tale med ham på.
Den dag var morgenen solrig, hvilket var sjældent for november. Der lå en let tåge over jorden, og blade klæbede sig til hendes støvler. Margarita gik ad den velkendte sti mellem korsene med en buket hvide liljer i hænderne. Men da hun nærmede sig graven, standsede hun. Der lå allerede en buket på marmorpladen – frisk, pæn, lige sat der.
Blomsterne var de samme, som hun altid medbragte – hvide liljer bundet med et guldbånd. Men deres stilke glinsede stadig af vanddråber, som om de var blevet lagt der for få minutter siden. Margarita frøs. Ingen andre end hende var kommet her. Det var hun sikker på.
Hendes hjerte begyndte at slå hurtigere. Hun så sig omkring – der var ingen der. Kun en krage på det nærliggende hegn og en røgsnør fra nogens stearinlys. Kvinden satte sig på hug for at undersøge buketten og bemærkede et lille kort på plaketten. Der stod: »Jeg savnede dig, Rita.« Håndskriften var alt for velkendt.
Hendes ånde stak i halsen. Det var den samme indskrift, som hendes mand plejede at skrive på sedler, når han tog på forretningsrejser. Det samme bløde bogstav »R«, det samme ujævne strøg. Hun lod fingrene glide over papiret og følte, at det var varmt, som om det lige var kommet fra hans hænder.
Pludselig hørte hun fodtrin bag sig. Stille, langsomme, som om nogen gik på vådt underlag. Margarita vendte sig om, men stien var tom. Kun bladene raslede stille i vinden. Og så kom en mandsstemme langsomt.
Stille, hæs.
»Rita… Jeg vidste, du ville komme.«
