Anna havde altid været sund og rask. Hun blev sjældent syg, levede et aktivt liv, og indtil den morgen var der intet, der tydede på problemer. Det hele startede med den sædvanlige svaghed – svimmelhed, let trykken for brystet. »Overanstrengelse,« besluttede hun og bestilte tid hos en terapeut.
Lægen bestilte nogle undersøgelser og sendte hende til ultralyd – bare for en sikkerheds skyld. Anna ankom til klinikken om morgenen: hvide vægge, lugten af antiseptisk middel, en kø af lige så trætte ansigter. Hun satte sig på sofaen, sygeplejersken tændte for maskinen, og rummet fyldtes med apparatets stille brummen.
»Slap af,« sagde lægen, en ung kvinde med en blid stemme. »Lad os se.«
Anna stirrede op i loftet og lyttede til sensoren, der gled over hendes hud. Skygger flimrede hen over skærmen – almindelige, slørede former. Lægen var tavs og kiggede intenst. Så zoomede hun ind på billedet, ændrede vinklen og rynkede panden.
»Mærkeligt…« mumlede hun. »Er du sikker på, at du ikke er gravid?«
Anna smilede. »Jeg kan ikke være gravid. Jeg har ikke engang en livmoder.«
Lægen så op på hende. Skærmen bippede stille, rytmisk og hurtigt.
»Lyt,« hviskede hun og vendte højttaleren mod hende.
Der lød et hjerteslag fra den. Højt, tydeligt. Men umiddelbart efter det – et andet. Stille. Tungere.
To rytmer. Helt forskellige.
Anna blev bleg.
»Hvad… er det?« Hendes stemme rystede.
Lægen forblev tavs, med øjnene fæstnet på skærmen.
»Den ene rytme er din,« sagde hun til sidst. »Den anden… jeg forstår ikke, hvor den er. Den er ikke i dit hjerte. Den er lavere. Det er som om en anden… lever inde i dig.«
Skærmen flimrede let, og skyggen på skærmen bevægede sig.
