Evelyn havde udskudt dette besøg i lang tid. Hun bebrejdede sig selv for det hver dag — men arbejde, hendes søn, huslige pligter og endeløse »jeg har ikke tid« syntes altid at være vigtigere. Og alligevel spøgte tanken om, at hendes mor boede alene på et hospice, hende.
En morgen lukkede hun sin bærbare computer, tog sin taske og sagde til sig selv:
»I dag. Ikke flere undskyldninger.«
Turen tog tyve minutter, men det føltes som en evighed. Den gamle bygning lå i udkanten af byen, omgivet af tørre træer og et gråt hegn. Evelyn følte sig ubehagelig fra det øjeblik, hun tog sit første skridt – lugten af alderdom, billigt vaskemiddel og noget surt, der ikke havde været udluftet i lang tid.
Ingen ved receptionen så op. Sygeplejersken gav hende en logbog uden at tage øjnene fra telefonen:
»Hvem skal du besøge?«
»Margaret Harris.«
»Værelse 17. For enden af gangen.«
Gangen var lang og mørk, og lyset flimrede. Væggene var lurvede. Ingen talte. Evelyn gik forbi de åbne døre og så gamle mennesker sidde alene, nogle uden tæpper, nogle i kørestole, nogle stirrende op i loftet.
Hendes bryst snørede sig sammen.
Da hun nåede værelse 17, rystede hendes hænder. Hun bankede på, men der kom ikke noget svar. Så åbnede hun døren – og hendes hjerte sank.
Værelset var koldt. Så koldt, at der steg damp op af hendes mund. Vinduet stod åbent. Vand fra en utæt radiator dækkede gulvet. Sengetøjet lå i en bunke, og puden var faldet på gulvet.
Og hendes mor… sad i en lænestol, iført en tynd natkjole, kun dækket af et gammelt lagen. Huden på hendes hænder var iskold, hendes fingre blålige.
»Mor…« hviskede Evelyn.
Kvinden vendte langsomt hovedet.
»Min pige?« Hendes stemme var svag, næsten ikke hørbar. »Er du kommet…?«
Evelyn skyndte sig hen til hende, dækkede hende med et tæppe, varmede hendes hænder mellem sine egne og lukkede vinduet.
»Hvorfor er du så kold?!«
Hendes mor forsøgte at smile:
»Jeg bad om det… men de glemte det. De siger, der ikke er tid.«
Evelyn følte raseri stige op i sig. Hun løb ud af stuen og råbte næsten:
»Hvem har ansvaret for stue 17? Hvorfor er der så koldt derinde? Hvorfor var hun ikke dækket til?«
Sygeplejersken rejste sig dovent:
»Vi er underbemandede, frue. Din mor har det ikke værre end de andre.«
Evelyn gik tættere på, hendes stemme skælvede af vrede:
»Det er kvinden, der opfostrede mig. Hun er et menneske, ikke et nummer i en logbog!«
Hun vendte tilbage til stuen, omfavnede sin mor og sagde stille:
»Jeg tager dig væk herfra. I dag. Lige nu.«
Kvinden klemte hendes hånd.
»Jeg vidste… at du ville komme.«
Evelyn hjalp hende op, tog hendes frakke på og svøbte et tørklæde om hende. Da de gik, så de andre ældre på dem – nogle med håb, andre med stille misundelse.
Og så forstod Evelyn:
Nogle gange ligger den virkelige rædsel ikke i mørket, ikke i historierne, men i hvor let mennesker glemmer dem, der engang ikke glemte dem.
Hun førte sin mor ud på gaden – hvor det endelig var varmt.
