Da Martha hentede sin mand i lufthavnen, bemærkede hun, at han opførte sig underligt. Han havde et påtaget smil, trætte øjne og holdt sin kuffert tættere end normalt. »Er den tung?« spurgte hun. Han trak bare på skuldrene:
»Ja, der er mange dokumenter…«
Men der var en rysten i hans stemme, som hun kun bemærkede, når han skjulte noget.
Hjemme sagde hendes mand, at han var træt og gik straks i bad. Han efterlod sin kuffert i gangen, som om han var bange for at gå tilbage til den. Martha lod fingrene glide over det mørke stof – det var fugtigt. Ikke fra regnen. Noget andet. En sødlig lugt ramte hendes næse.
Hendes hjerte bankede hurtigere. Hun var ikke en jaloux kvinde, hun tjekkede aldrig sin mands telefon, men nu strammede noget sig inde i hende. Hun kunne ikke forklare det – hun vidste bare: der var noget galt med kufferten.
Mens vandet løb i bruseren, knælede Martha ned og åbnede langsomt kuffertens lynlås.
Stoffet flagrede. Kufferten åbnede sig – og Martha veg tilbage og dækkede munden med hånden for ikke at skrige.
Oven på de pænt foldede tøj lå en børnejakke. Lille, blå, dækket af snavs og med en revet ærme. Og ved siden af den – en lille sok, plettet med jord.
Martha havde svært ved at trække vejret. Der var ingen børn i deres familie.
Med rystende hænder tog hun jakken op – og så et mærke syet på den: »Oliver«. Et navn. Og under det, en lille dråbe tørret blod.
I det samme åbnede badeværelsesdøren sig. Hendes mand kom ud, så hvad hun holdt i hænderne og blev så bleg, at han så ud til at være ved at besvime.
»Martha… Jeg skal forklare…«
»HVAD ER DET HER?« hendes stemme brød sammen.
Han sank ned på gulvet og dækkede ansigtet med hænderne.
»Bilen…« hviskede han. »På motorvejen… løb en dreng ud… ingen nåede at bremse…«
Martha følte jorden glide væk under hendes fødder.
»Du… skjulte det?«
»Jeg kunne ikke…« Han løftede sine tårefyldte øjne. »Jeg holdt ham i mine arme, indtil hjælpen kom. Hans jakke… blev hos mig…« Jeg kunne ikke smide den væk…
Han brød ud i gråd.
»Det er min skyld, Martha. Jeg kan ikke sove om natten. Jeg… vidste bare ikke… hvad jeg skulle gøre.«
Hun smed jakken på gulvet og satte sig ned ved siden af ham. For første gang i mange år så hun ham ikke som sin mand, men som en knust mand, der havde forsøgt at skjule sin smerte – og fejlet.
Martha tog langsomt hans hånd.
»Vi tager derhen. Vi finder ud af det hele. Sammen.«
Og i det øjeblik indså hun, at det mest forfærdelige ikke var det, der var i kufferten.
Det var, at en person var bange for at fortælle sandheden, selv til dem, han elskede.
