Om aftenen, da byen allerede var badet i neonlys, gik en ældre mand hjem fra busstoppestedet. I hænderne bar han en pose med dagligvarer og en gammel smartphone, som han for nylig havde lært at skrive beskeder på i en messenger-app.
Telefonen var mere end bare en ting for ham.
Den indeholdt fotos af hans kone, børnebørn og de seneste talebeskeder fra hans datter, der boede i udlandet.
Uden den følte han sig afskåret fra hele verden.
Han standsede ved en butik for at tælle sine byttepenge. I det øjeblik stødte nogen ham let på skulderen.
»Undskyld mig…« mumlede han uden at vende sig om.
Et minut senere opdagede han, at hans telefon var væk.
Panik. Hans lommer, hans taske – tomme.
Han kiggede forvirret rundt, men genkendte ingen i mængden.
Han vidste, at det var usandsynligt, at han ville finde den. Mennesker som ham er lette at narre.
Hjemme sad han længe ved vinduet.
Telefonen var billig, men dyrebar for ham.
Hans barnebarn havde for nylig installeret kameraer for ham og lært ham at foretage videosamtaler og sende emojis.
Nu var alt igen stille.
Næste morgen bankede det på døren.
En ung mand på omkring tyve år stod på dørtrinet. Han var tynd og forvirret.
I hænderne havde han netop den telefon.
»Den her… er nok din,« sagde han stille.
»Hvor har du den fra?« spurgte den gamle mand roligt.
Den unge mand sænkede blikket:
“Jeg stjal den. Den nat. Jeg… fortrød det meget bagefter. Jeg ville sælge den, men så så jeg billederne i galleriet.
»Hvilke billeder?«
»Dig… med din kone. Og… med dine børnebørn. Smilende. Jeg kunne ikke gøre det. Undskyld.«
Den gamle mand var tavs i lang tid. Så nikkede han.
»Kom ind.«
Den unge mand frøs.
»Jeg… burde ikke…«
»Du bør,« sagde den gamle mand bestemt. »Kom. Lad os drikke lidt te.«
Han skænkede te og tog noget marmelade frem.
Den unge mand fortalte ham, at han havde mistet sin familie for længe siden, at han havde forskellige småjobs og ikke havde nok penge.
»Ved du hvad,« sagde den gamle mand, »en telefon er noget vrøvl. Men hvis din samvittighed er vågnet, så er alt ikke tabt.«
Den unge mand kunne ikke holde tårerne tilbage.
»Hvorfor smed du mig ikke ud? Hvorfor ringede du ikke til politiet?«
»Fordi jeg også engang havde en chance. Og nogen tilgav mig dengang.«
Siden da begyndte de at ses.
Den unge mand hjalp til i huset, bar poser, reparerede ledninger.
Nogle gange kom han bare for at snakke.
En dag sagde den gamle mand:
»Du er ikke en dårlig person. Du er bare forvirret.«
Den unge mand smilede:
»Du er den første, der nogensinde har sagt det.«
Et år gik.
Drengen fandt et job og lejede et værelse.
Og en dag modtog den gamle mand en pakke: en ny telefon og en seddel —
»Nu har din et normalt kamera. Jeg beholder den gamle til mig selv. Som et minde.«
Han smilede.
Og han tænkte: nogle gange behøver man ikke straffe en person for at ændre deres liv — man skal tro på dem.
