Stormen sluttede pludseligt, som om nogen havde slukket for himlen. Der lå en stilhed over den gamle kirkegård. Den fugtige jord glinsede i solen, og der steg damp op fra de våde stenplader. Spurve fløj mellem korsene, og et sted i det fjerne dryppede vand fra træerne.
Franz, den gamle vagt med det grå skæg, tørrede sig over panden og kom ud af vagthuset. Han kunne ikke lide tordenvejr — han sagde, at torden »vækker dem, der burde sove«. I dag var tordenvejret særligt kraftigt. Og da det sidste tordenskrald forsvandt, hørte han et dump brag — som om en sten var faldet ned fra sin plads.
Franz kiggede op mod bakken. Der, hvor den gamle krypt lå, reflekterede solen noget metallisk. Han tog sin lanterne, selvom det allerede var lyst, og gik ad den våde sti. Luften var tung og varm og lugtede af fugt og ler.
Da han kom tættere på, opdagede han, at kryptens massive dør stod på klem. Den sten, der havde holdt den lukket i århundreder, var blevet splittet af lynet. En kold, muggen lugt strømmede ud fra indersiden. Franz bøjede sig ned for at kigge ind, men bemærkede bare fodaftryk på jorden. De var meget friske. De førte væk fra døren og forsvandt mellem gravene.
Han rettede sig op, hjertet bankede. Alt omkring ham var badet i sollys, men lyset her virkede fremmed og koldt. Pludselig kom der en lyd fra et eller andet sted i krypten. Det var ikke et ekko eller vinden. Det var fodtrin. Langsomme og ujævne.
Franz snublede baglæns, faldt over komfuret og tabte lanternen. En lang skygge faldt fra døråbningen ned på gulvet – menneskelig, men tilsyneladende rystende. Den gamle mand løb. Først da han vendte sig om, så han, at døren til krypten var lukket igen.
Den næste dag kom arbejderne for at forstærke indgangen. Men da de fjernede stenen, fandt de friske fodaftryk – som om nogen havde stået ved døren og lyttet til dem, mens de nærmede sig.
