Den dag blæste en iskold vind fra de nordlige bjergkæmper grå skyer over Torven-søen. Vandet der frøs aldrig helt til – strømmen var for farlig og dybet for mørkt.
Men ved bredden var søen dækket af et tykt lag is, der knagede under sin egen vægt. Og det var langs denne bred, at tre venner – Mikael, Anders og Lina – besluttede at gå for at nå frem til en forladt fiskestation.
Det så ud til, at alt ville gå godt: båden var robust, og bølgerne var rolige. Men snart skiftede himlen farve, som om den havde suget al dagens lys ind. Vinden brølede uventet i en skarp vindstød, og vandoverfladen blev som huden på et rasende dyr.
Mikael forsøgte at vende båden, men det var for sent – en enorm mørk bølge sneg sig næsten lydløst ind bag dem og væltede dem på et øjeblik. Kulden ramte dem som væggene i et undervandsfængsel. Det iskolde vand lukkede sig over deres hoveder, og hver bevægelse blev en kamp for overlevelse.
De kom op til overfladen, gispende efter luft, og greb fat i vragdele og alt, hvad der kunne holde dem oven vande. Men bølgen bar dem lige til kanten af isfeltet. Knas! Raslen! Lina skreg – og hendes stemme forsvandt i den hylende vind. Isen omkring dem var for tynd og dækket af revner som et netværk af glasårer.
Vandet trak dem ned under isflagerne, og snart var det eneste, de kunne holde fast i, bådens væltede skrog. De klamrede sig til det, skælvende, med fingrene, uden længere at kunne mærke deres hænder. Isflager klæbede sig fast til deres hår, øjenvipper og tøj. Deres kroppe blev gradvist følelsesløse – først fingrene, så fødderne og derefter alt andet. Deres skrig blev til hæsende hvæselyde.
Selv det at trække vejret syntes svært, som om luften også var frosset til. Anders var den første, der bemærkede det. »Lina… Mikael…« Hans stemme brød. »Der, under os…« Først troede de, at han var ved at miste bevidstheden. Men så så de det selv. Under det tykke lag is, under revnerne og boblerne, bevægede noget sig. Det var ikke en fisk. Det var ikke en gren. Og det var bestemt ikke et spejlbillede. Det var en mørk, langstrakt, glidende bevægelse – som om en kæmpe skygge gled lige under deres kroppe.
Og denne skygge beskrev en cirkel, langsomt men sikkert.
»Åh gud…« hviskede Lina, “hvad er det?.. Der kom intet svar. Kun skyggen, som nu nærmede sig den tyndeste del af isen. Isen knækkede. Først stille – en tynd linje. Så hurtigere. Linjen spredte sig, spredt som et spindelvæv, og under den – bevægelse, hurtigere, tættere, større.
Mikael forstod: dette væsen, hvad det end var, bevægede sig ikke tilfældigt. Det kunne fornemme dem. Endnu et slag – dybt nedefra. Isen sprang. Anders gled næsten ned i vandet, men Lina greb fat i ham i kraven. Alle havde store øjne, fyldt med frygt, fortvivlelse og det dyriske instinkt om at overleve for enhver pris.
»Båden! Op! Skub båden op på isen!« råbte Mikael, og rystende hænder begyndte at skubbe den væltede skrog. De forsøgte at trække båden op på et tykkere stykke is, selvom de selv stod halvt i vandet. De havde næsten ingen kræfter tilbage. Hvert skub sendte smerter gennem deres muskler. Men skyggen under dem bevægede sig hurtigere.
Og pludselig… En kæmpe sort snude dukkede frem under isen lige ved deres fødder. Isen gav efter. De så et øje – gult, koldt, nådesløst. Væsenet slog igen på isen nedenfra, og nu kunne den tynde skorpe ikke holde: Der opstod en revne, der nåede helt ned til båden.
I det øjeblik lykkedes det Line at skubbe båden op på en tyk isryg. Mikael trak sig først op og hjalp derefter Anders. Line var den sidste, der kom ud – og da hun greb fat i siden af båden, var der endnu en bevægelse under vandet, lige under hende, kun få centimeter væk. Men ispladen rystede – og holdt. Væsenet forsvandt ned i dybet. Det eneste, de kunne høre, var vandet, der hvirvlede under dem, som om nogen stadig cirkulerede, men nu distraheret af noget andet.
De vidste ikke, hvad det var – en kæmpe fisk, et muteret rovdyr eller bare en illusion fra et desperat sind. Men én ting var klart: Torven-søen rummede hemmeligheder, som folk foretrak ikke at tale om. Og da de tre skælvende, halvt frosne mennesker nåede kysten, kiggede Lina på søen en sidste gang og hviskede:
»Aldrig igen.« Men bag dem, langt væk på isen, blinkede en ny revne forbi, knap mærkbar – glat og cirkulær.
Som om nogen stadig ventede der.
