Det skete ved daggry.
Hospitalet var stille — gangene lugtede af antiseptisk middel og kaffe fra vagtværelset. Sygeplejerske Laura, der allerede var på sin trettende time af sin vagt, kunne knap nok holde sig på benene. Det eneste, der var tilbage, var at udfylde logbøgerne og tjekke stuerne. Den sidste på listen var nr. 19. Der lå en mand, der var død et par timer tidligere.
Lægerne havde erklæret ham død i løbet af natten. Laura havde personligt hjulpet med at forberede liget til overførsel til lighuset. Hun huskede hans hænder – store, med forbrændte fingre – og hans ansigt, frosset i et mærkeligt udtryk, som om han ikke havde haft tid til at sige noget.
Hun åbnede døren, med rapporten i hånden, og trådte ind. Lyset fra gangen faldt blødt på lagenet, der dækkede liget. Alt var, som de havde efterladt det. Men nu… bevægede lagenet sig let.
Laura frøs. Hun gik tættere på. Hendes hjerte bankede i tindingerne.
»Sikkert en trækvind,« hviskede hun og rakte ud for at glatte stoffet.
I det samme rørte hånden under lagen sig.
Kraftigt, krampagtigt. Så igen.
Laura veg tilbage, tabletten faldt ud af hendes hænder og ramte gulvet med et brag.
»Nej… det kan ikke være sandt,« hviskede hun og følte en bølge af panik stige op i sig.
Lagenet bevægede sig mere voldsomt. Manden, som de troede var død, løftede langsomt hovedet. Hans øjne var åbne, hans blik tomt og glasagtigt. Han tog en skarp, hæs indånding, som om han kæmpede for at rejse sig fra dybet.
Laura skyndte sig hen til døren, men hendes ben syntes at nægte at adlyde hende.
»Hjælp!« råbte hun, næsten uden lyd.
Der kunne høres fodtrin i korridoren. En sygeplejerske kom løbende, da hun hørte hendes råb.
Da de kom tilbage sammen, sad liget allerede op. Dødblegt, med en drop stadig fastgjort til armen. Monitorerne, som var blevet slukket flere timer tidligere, blinkede pludselig og afgav et kort bip.
Laura kunne ikke bevæge sig eller se væk.
Først senere, da lægerne og sikkerhedsvagterne stormede ind i rummet, indså de, at manden faktisk trak vejret. Det var svagt og overfladisk, men det var liv.
Senere viste det sig, at hans hjerte havde stået stille i tretten minutter – og så pludselig var begyndt at slå igen. Ingen kunne forklare, hvordan det var muligt.
Og Laura kunne ikke sove i lang tid – hun hørte hele tiden det første hæsende åndedrag og raslen fra lagenet, der havde udløst den morgens rædsel.
