Den sene aften i den private klinik trak ud i det uendelige. Regnen trommede på ruden, og Dr. Edgarson var ved at lukke sit kontor, da døren åbnede sig. I døråbningen stod en mand i en mørk regnfrakke, gennemblødt, med et gråt ansigt og øjne, der havde noget foruroligende over sig.
»Undskyld mig…« hvæsede han og satte sig ned på en stol. »Det gør ondt at sluge… og det føles som om der er noget, der… bevæger sig derinde.«
Lægen tændte mekanisk bordlampen.
»Bevæger sig?« spurgte han med et let smil, mens han forsøgte at skjule sin træthed. »Det er sikkert bare betændelse. Åbn munden, så vi kan se efter.«
Patienten vippede lydigt hovedet. Lyset fra lygten gled hen over indersiden af hans mund. Og i det øjeblik bemærkede lægen en mærkelig skygge – som om en tynd strimmel havde bevæget sig et sted mellem hans mandler. Han rynkede panden, kom tættere på og kneb øjnene sammen.
Og pludselig… bevægede det sig igen.
Fra slimhindefolden, lige foran hans øjne, gled en tynd grå tråd, som en levende vene, ud og forsvandt i dybet af halsen. Edgarson veg instinktivt tilbage og tabte instrumentet. Hans hjerte bankede et sted i halsen.
»Kan du… kan du mærke det?« spurgte han, men patienten svarede ikke.
Han stønnede kun sagte og greb sig om halsen. Huden på hans hals rystede, som om noget bevægede sig under den. Lægen skyndte sig forfærdet hen til skabet, greb endoskopet og pegede kameraet ind i patientens mund. Der kom en mærkelig våd knitrende lyd fra højttaleren. Et billede dukkede op på skærmen – sløret, rødt, pulserende.
Pludselig flimrede noget levende hen over skærmen – tynde, gennemskinnelige tentakler, der vred sig, som om de reagerede på lyset. De bevægede sig hurtigt, som om de vidste, at de var blevet opdaget. Edgarson skreg og trak apparatet væk, mens han kastede sig tilbage mod væggen. Patienten trak vejret tungt, men faldt pludselig til ro. Et mærkeligt, svagt smil dukkede frem på hans læber.
»Det vil ikke have, at du ser det, doktor,« sagde han med hæs stemme. »Det er allerede her.«
Lyset i kontoret flimrede. Lægen tog et skridt tilbage og følte en kulde stige op i halsen. Da han kiggede op igen, stirrede patienten lige på ham med åben mund, hvorfra den grå tråd langsomt kravlede ud og vred sig, som om den var levende.
