Det skete i hjertet af Kenya, ved grænsen til en nationalpark, hvor solen går ned bag bakkerne, og luften om aftenen dufter af støv og vild honning.
Anna kom her som frivillig for at hjælpe på en dyrepark. Hun vidste ikke, at denne sæson ville ændre hendes liv for altid.
Det regnede voldsomt den dag. Mudderet var klistret under fødderne, og radioen meldte om oversvømmelser i savannen.
Da Anna hørte en mærkelig lyd komme fra bag de tykke buske, troede hun først, det var vinden. Men snart indså hun, at det var nogen, der græd.
Et ægte, levende, desperat skrig.
Hun banede sig vej gennem akaciabusken og frøs: Nede i en mudret grop kæmpede en lille elefantunge. Dens hud var dækket af silt, dens øjne var knap nok åbne af udmattelse, og der var ikke et eneste voksent dyr i syne.
Sporene, der førte til floden, forsvandt i det grumset vand – flokken var sandsynligvis flygtet, skræmt af oversvømmelsen.
Anna råbte ind i radioen:
»Jeg har brug for et reb! Og en skovl! Hurtigt!«
Men ingen kunne nå frem i tide – broerne var blevet skyllet væk, og udstyret sad fast.
Da gik det op for hende, at hvis hun ikke gjorde det nu, ville babyen dø.
I halvanden time gravede hun sig gennem mudderet med sine hænder. Hendes hænder rystede, og hendes ansigt var ridset, men hun gav ikke op.
Babyelefanten hvæsede og bevægede sin snabel, som om den bad om hjælp.
Da det endelig lykkedes hende at få et gammelt bælte under den og trække den op på tørt land, kollapsede den bare – udmattet, men i live.
Da hun endelig fik et gammelt bælte under ham og trak ham op på tørt land, kollapsede han simpelthen – udmattet, men i live.
Anna dækkede ham med sin jakke, satte sig ned ved siden af ham og holdt babyens hoved på sit skød.
Han trak vejret langsomt og hvæsende, men hans øjne åbnede sig – varme, fugtige, menneskelige.
»Det er okay, baby…« hviskede hun. »Du er ikke alene nu.«
Et par dage senere bekræftede dyrlægerne, at babyelefantens mor ikke var blevet fundet. Hun var sandsynligvis død under stormen.
Og så gjorde Anna det, som ingen andre ville have vovet at gøre: hun beholdt ham.
Hun gav ham navnet Mbao, som betyder »lille bræt« på swahili. Fordi han var lige så skrøbelig som et stykke træ efter en storm.
Anna lejede en lille grund, byggede en indhegning, bar hø og spande med vand, vaskede ham med en slange og sang for ham inden sengetid.
Om natten pressede Mbao sig mod væggen af hendes hus og rørte ved døren med sin snabel, indtil hun kom ud og satte sig ned ved siden af ham. Han kunne ikke sove uden hendes stemme.
Månederne gik. Elefanten voksede. Nu vejede han over et ton, men han løftede stadig sin snabel op til hendes ansigt, som om han ville tjekke: Er hun her stadig?
Naboerne grinede af, at Anna havde »den største hund i nabolaget«.
Og hun svarede:
»Han er ikke et kæledyr. Han er en ven, der bare er blevet for stor.«
En aften, da solen gik ned bag bakkerne, kom Mbao hen til hende og lagde forsigtigt hovedet på hendes skulder.
Han var vokset op, men han havde ikke glemt den, der havde trukket ham ud af mudderet.
Anna smilede og strøg ham over øret.
»Jeg reddede dig dengang,« sagde hun stille, »og du redder mig hver dag.«
Og i det øjeblik virkede det som om hele verden var gået i stå — kun kvinden og elefanten, der mod alle odds var blevet en familie.
