Hotellet var oplyst af lys. Gæsternes latter døde hen nedenunder, da Emma, træt men lykkelig, lukkede døren til sit værelse. Alt var perfekt: champagne, roser, den lette duft af parfume på puden. Men nu, i stilheden, bankede hendes hjerte anderledes – som om det bankede for højt.
Hendes mand stod på altanen og talte i telefon. Emma tog sløret af, åndede ud og vendte sig mod sengen. Noget glimtede mellem rosenbladene. En lille ring, gammel og mat. Hun tog den op og så indgraveringen:
»Jeg er tilbage.«
Et øjeblik troede hun, at det bare var en, der lavede sjov. Men hvor kom ringen på deres seng så fra?
Der kom en lyd fra badeværelset – stille, som om nogen flyttede et håndklæde. Hendes mand var stadig udenfor. Badeværelsesdøren rystede langsomt i trækvinden.
»Alex?« kaldte hun, men det eneste svar var lyden af dryppende vand.
Emma gik tættere på. Luften lugtede fugtig. Et svagt lys skinnede gennem sprækken under døren. Ringen i hendes hånd blev iskold. Hun kiggede op og hørte en hvisken, hæs, som om den kom fra under vand:
»Jeg lovede… at være der for dig.«
Hun klemte ringen så hårdt, at det gjorde ondt. Hun tog et skridt og skubbede til døren.
Badeværelset var tomt. Kun spejlet var dækket af damp. Nogen havde skrevet på glasset:
»Du troede vel ikke, du ville gifte dig med en anden, vel?«
Lyset flimrede. Bag hende hørte hun lyden af altandøren, der blev åbnet.
Emma vendte sig om, men hendes mand var ikke længere i rummet.
