Det var en varm og stille nat. Kun urets tikken og lejlighedsvis knirken fra gulvet forstyrrede den søvnige stilhed i lejligheden.
Anna, en ung mor, sov let — efter fødslen af sin søn syntes hendes hjerne ikke at kunne hvile ordentligt. Hun opfangede hver eneste bevægelse og hvert eneste åndedrag fra sin baby, som om hun havde en indbygget radar.
Omkring klokken to om natten vågnede hun af en mærkelig lyd.
Først troede hun, det bare var vinden. Men så – et tydeligt, stille bank-bank-bank.
Ikke højt, ikke skræmmende – barnligt.
Hun satte sig op. Først forstod hun ikke, hvor lyden kom fra. Så – sank hendes hjerte: det var et bank på soveværelsesdøren.
Langsomt, mens hun forsøgte ikke at trække vejret, satte Anna sig op i sengen. Der var en skygge på gulvet foran døren – lille, ujævn, som om den kom fra en person, der var lidt over en meter høj.
Hun tændte natlampen og så sin søn.
Den lille dreng stod på tæer, bankede på døren med knytnæven og holdt en bamse i den anden hånd. Han havde pyjamas med stjerner på, hans hår var pjusket, og hans øjne var søvnige.
»Mor… luk op,« hviskede han.
Anna rejste sig, åbnede døren og satte sig på hug ved siden af ham.
»Skat, hvad er der galt?«
»Han er… der,« nikkede drengen mod den mørke ende af gangen.
Anna vendte sig om. Gangen var tom. Kun en svag lampe i køkkenet kastede lange skygger på gulvet.
»Hvem er ›han‹?« spurgte hun og følte en kuldegysning løbe ned ad ryggen.
Drengen var tavs, men hviskede så:
»Bjørnen sagde, at der kom nogen ind.«
Hun åndede ud, smilede og forsøgte ikke at vise sin bekymring.
»Du har drømt. Kom, jeg lægger dig i seng.«
Men da hun løftede sin søn og vendte sig mod værelset, pressede han sig pludselig mod hendes skulder.
»Mor, ikke der! Han er der!«
I det samme knirkede noget bag dem. Det var en lang, udstrakt lyd, som om nogen langsomt havde kørt neglene langs væggen.
Anna vendte sig om og så… hoveddøren stå åben.
Vinden bevægede gardinerne, men der var ingen fodspor på dørtrinnet. Kun skyggen af en svajende gadelygte.
Hun skyndte sig hen, låste døren og trak kæden for. Hendes hjerte bankede i tindingerne.
»Mor,« sagde den lille dreng igen og kiggede på døren. »Han er væk. Bamsen sagde, at alt er i orden nu.«
Anna stod og krammede sin søn og lyttede til stilheden, der igen fyldte huset.
Hun vidste ikke, hvordan hun skulle forklare, hvad der var sket – en drøm, en tilfældighed eller noget andet. Men siden den nat lod hun aldrig soveværelsesdøren være lukket igen.
Og det mærkeligste var, at da hun om morgenen tjekkede hoveddøren, lå der en lille børnehandske på gulvet. Ikke deres.
