Det er morgen. En overfyldt bus, lugten af våde jakker og kaffe fra papkrus. Folk skynder sig på arbejde, nogle scroller gennem nyhederne, andre gaber, og nogle er allerede irriterede over de trange forhold.
Emma sad ved vinduet med hovedtelefoner på og kiggede på sin telefon. Musikken overdøvede støjen, og hun lagde næsten ikke mærke til, hvad der foregik omkring hende. Ved det næste stoppested steg en kvinde på – omkring 35 år gammel, iført en lang frakke og med en tydelig rund mave.
Hun stod ved gelænderet i nærheden og holdt fast med den ene hånd. Flere mennesker kiggede op og vendte hurtigt blikket væk. Emma så også sit spejlbillede i vinduet. Hun tænkte: »Der er helt sikkert en anden, der rejser sig,« og begravede ansigtet i sin skærm igen.
Der gik et par stoppesteder. Bussen bremsede hårdt, og kvinden nåede knap nok at holde sig på benene. En mand rejste sig og tilbød hende sin plads, men kvinden afslog høfligt.
»Det er okay, tak, jeg er ikke langt fra mit stoppested.«
Da bussen nåede centrum, steg Emma af efter hende. Kvinden gik langsomt, og pigen, der indhentede hende, hørte hende tale i telefon:
»Ja, jeg er på vej.« Ja, i dag skal jeg møde nogle nye frivillige, også en pige fra agenturet… Jeg kan ikke huske hendes navn, Emma, tror jeg.
Pigen standsede.
»Undskyld… sagde De ›Emma‹?« spurgte hun.
Kvinden smilede:
»Ja. Jeg er koordinator for et center for gravide kvinder i vanskelige situationer. I dag skal jeg møde en frivillig for at introducere hende for mødre, der er blevet efterladt uden støtte.«
Emma frøs.
»Det er… mig.«
Kvinden så intenst på hende og sagde roligt:
»Nogle gange starter hjælp med det mest enkle — bare at give sin plads.«
Emma sænkede blikket. Hun følte sig både skamfuld og tom.
Hun ville sige noget, men kvinden var allerede gået videre – roligt, uden bebrejdelse.
Og i spejlbilledet i butiksvinduet så Emma for første gang ikke kun sig selv – men en person, der netop havde indset, hvor smertefuldt det er at se væk og ikke gøre noget.
