Lucas’ hus lå i udkanten af en lille by, hvor nætterne er særligt mørke, og skoven rasler så tæt på, at den synes at trække vejret lige ind gennem vinduet. Om efteråret tog han på en månedslang forretningsrejse, og huset stod tomt – koldt, mørkt og fyldt med stilhed. Da Lucas vendte tilbage, bemærkede han mærkelige lyde på loftet: en stille raslen, som om nogen forsigtigt trådte på træbjælkerne.
Først troede han, det var mus. Derefter fugle. Men en nat hørte han en blød, langstrakt knirken, mere som et stille kald.
Han tog en lommelygte, klatrede op ad de knirkende trapper og åbnede døren til loftet. Støv steg op i luften, lugten af gammelt træ var tung og fugtig. Lysstrålen gled over kasser, en kuffert, stof… og standsede.
I hjørnet, mellem en gammel frakke og en trækasse, hang et lille væsen med membranagtige vinger.
Lucas gysede. Hans hjerte bankede. En flagermus. Han huskede historier: »farlig«, ›sygdomme‹, »angriber mennesker«. Han tog automatisk et skridt tilbage.
Men væsenet bevægede sig ikke. Det hang bare der, åndede tungt, svagt, næsten livløst. Den ene vinge var såret, og dens lille pote rystede.
Dette var ikke et angreb. Det var en kamp for livet. Frygten levede stadig i ham. Men en anden følelse steg op over frygten: medfølelse.
Lucas dækkede forsigtigt musen med et blødt klud og gik nedenunder. Han vidste ikke, hvad han skulle gøre, men han huskede et rehabiliteringscenter for vilde dyr i nærheden. Han kørte derhen, selvom det var nat.
En medarbejder ved centret, en kvinde ved navn Sara, tog forsigtigt det sårede dyr.
»Det er en hun,« sagde hun stille. »Hun har lidt i lang tid. Hvis du ikke havde fundet hende… ville hun ikke have overlevet.«
Lucas så på, mens Sara forsigtigt behandlede såret, mens musen pippede stille og udholdt smerten, klamrende sig til livet med sine små fingre.
»Alle er bange for dem,« sagde Lucas.
»Fordi de ikke forstår,« svarede Sara. “En mus som denne spiser tusindvis af myg om natten. Og myg bærer sygdomme.
Hun så ham lige i øjnene:
»Den beskytter mennesker. Det er bare det, at ingen lægger mærke til det.«
Lucas var tavs. Han kunne ikke se væk. Det væsen, som folk løber væk fra, redder dem faktisk.
Han kom til centret hver dag. Han så musen komme til live igen, mens dens vinge langsomt men sikkert helede.
Og en dag sagde Sarah:
»I dag slipper vi den fri. Vil du være med?«
Aftenen var stille og varm. Skoven åndede i natbrisen. Over deres hoveder tændtes stjernerne langsomt.
Sarah åbnede sin håndflade. Musen var rolig, som om den vidste, at den var hjemme. Den spredte sine vinger… og fløj væk.
En cirkel over vores hoveder. En blød skygge på himlen. Forsvindende ind i nattens dyb.
Lucas stod der i lang tid. Lyttede til skoven. Kiggede ud i mørket. Og han forstod:
Vi er ikke bange for det, der er skræmmende. Vi er bange for det ukendte.
Siden da jagede han ikke længere natlige besøgende væk. Nogle gange stillede han en kop vand på vindueskarmen. Bare for en sikkerheds skyld.
For nu vidste han: Ikke alle skygger er farlige. Nogle er nattens tavse vogtere.
