Den afrikanske slette smeltede under solen. Jorden var tør som aske, og luften glitrede, som om den var i brand. To løver gik tværs over denne endeløse mark: en stor, svækket han med en falmet manke og hans drægtige ledsager, der knap nok kunne stå på sine poter. De havde ledt efter vand i lang tid og var næsten ved at dø, men hannen forlod hende ikke et øjeblik – han beskyttede hende mod sjakaler, jagede gribbe væk og delte sin sidste styrke med hende.
Da de nåede Salazia Naturreservat, blev de opdaget af parkvagterne Alain og Jumanie. Det var straks tydeligt, at disse dyr havde tilbagelagt en rejse, der ville have knust selv de stærkeste. De var udmattede, men der var værdighed i hver eneste af deres bevægelser.
Efter et par dage blev det klart, at løvinden var ved at føde. Men hendes krop var for udmattet. Ved daggry kollapsede hun udmattet nær en kampesten. Hannen knurrede og lod ingen komme i nærheden. Men da Alain og Jumanie nærmede sig ubevæbnede, med den eneste hensigt at hjælpe, blev løven pludselig tavs. Han stirrede bare. I lang tid. Hans mistillid blev erstattet af noget andet – noget, der lignede samtykke.
Dyrepasserne arbejdede langsomt, forsigtigt, næsten hviskende. Jumanie beroligede løvinden med sin stemme. Alain gav hende bedøvelsen. Og så var der kun at vente.
Savannen blev stille. Selv græshopperne blev stille.
Efter to lange timer hørtes et stille, men livligt pip.
En løveunge dukkede frem – lille, usikker, men levende.
Løvinden slikkede ungen og samlede sine sidste kræfter. Hannen bøjede sig ned og rørte den med sin snude. Verden syntes at stå stille – ingen vindpust, ingen lyd.
Alain og Jumanie stod tavst ved siden af dem. De vidste, at dette ikke bare var en fødsel. Det var en sejr for livet på et sted, hvor oddsene var næsten nul.
Et par dage senere kom løvinden sig. Ungen fik navnet Taro, som betyder »gave fra himlen«.
Den sidste dag, da dyrepasserne kom for at sikre sig, at familien var blevet stærkere, stod løverne på en bakke. Hannen – som senere blev registreret i reservatets journal som Ravan – kiggede længe og roligt på menneskerne. Og der var ingen vrede eller frygt i hans blik. Kun stille anerkendelse.
Siden da er Ravan, Nara og lille Taro blevet legender i Salazia.
For nogle gange sker der mirakler, hvor ingen forventer det –
under den brændende sol, på kanten af liv og død, hvor én person simpelthen ikke vendte sig væk.
