Nogle gange køber vi slik bare af vane. Farvestrålende emballage, en velkendt smag fra barndommen, hvad kunne der være galt?
Den aften stod indkøbsposen på køkkenbordet. Jeg satte alting på plads og lod en lille pose karameller ligge – den slags, der ofte sælges ved kassen. Jeg ville gemme dem, hvis vi fik gæster.
Om morgenen var der stille. Jeg besluttede at spise en slik med min te. Bare en lille godbid – intet særligt. Jeg satte mig ned, rev indpakningen op… og frøs. Karamellen indeni havde en mærkelig form, som om den var svulmet op. Jeg kiggede nærmere. Noget bevægede sig under den skinnende overflade.
Først troede jeg, det var et lysspil. Men nej. Tynde hvide tråde – små, levende, bevægelige orme – krøb rundt i sukkermassen. Jeg følte en kulde. Min brystkasse strammede sig. Jeg kunne ikke trække vejret. Slikket faldt ned på bordet, og jeg så alting tydeligere: De kom bogstaveligt talt ud, som om de forsøgte at flygte.
Jeg bed mig i læben for ikke at skrige. Jeg besluttede at tjekke den anden slik. Hvorfor, ved jeg ikke. Sandsynligvis for at sikre mig, at jeg ikke var ved at blive sindssyg. Jeg åbnede den langsomt, som om jeg var bange for at se sandheden.
Og igen. Spor. Tunneler inde i karamellen. Mørke pletter. Æg. Det var ikke en tilfældighed. Det var systematisk. En tanke strejfede mig: Jeg kunne have givet det til et barn. Til en gæst. Til hvem som helst. Og ingen ville have tænkt to gange over det, ingen ville have tjekket det. For det er bare slik. Almindeligt. Sikkert. For børn.
Jeg tog min jakke på og gik tilbage til butikken. En ung ekspeditrice stod i afdelingen. Jeg pakkede simpelthen slikket ud foran hende. Hun frøs fast. Der var ingen grund til at sige noget.
Et minut senere kom bestyreren ud – med en streng stemme og et forretningsmæssigt udtryk.
»Dette er sandsynligvis en overtrædelse af opbevaringsbetingelserne,« sagde hun roligt. »Sådanne ting sker.«
Sådanne ting sker. Orme. I slik. Som et barn kunne have spist.
»Det vigtigste er, at du opdagede det,« tilføjede hun, allerede lidt irriteret. »Lad os erstatte produktet eller give dig pengene tilbage.«
Pengene tilbage. Som om det var det eneste, der var at gøre. Som om det bare var et uheldigt køb. Jeg følte en bølge af raseri stige op i mig – tung, tyk. Jeg diskuterede ikke. Jeg tog bare kvitteringen, hentede pakken og gik. Men jeg kunne ikke tie stille.
Jeg tog billeder af det hele. Jeg optog en video. Jeg fortalte folk om det. For det handler ikke om at få pengene tilbage, det handler om at sikre, at ingen andre skal spise det her. Efter det havde jeg ikke lyst til at spise noget i lang tid. Nu skærer jeg endda frugt med forsigtighed. Jeg åbner hver pakke langsomt. Jeg lytter. Jeg kigger nøje.
Og hver gang føler jeg denne frygt indeni: Hvad hvis det sker igen? For det skræmmende er ikke ormene i sig selv. Ikke den fordærvede karamel. Og ikke engang sælgernes ligegyldighed. Det skræmmende er, at vi stoler på velkendte ting uden at kigge. Og nogle gange gemmer det, der virker harmløst, på ægte afsky indeni. Og det er bedre at opdage det i tide.
