Huset var fyldt med duften af stegt kød og friske kager. Hele familien var samlet omkring det store egetræsbord: forældre, børn, slægtninge, skåler, latter. Det var svigermorens fødselsdag – en streng, stolt kvinde, der ofte virkede kold over for sin svigerdatter.
Anna kom ind i køkkenet med et fad med salater. Hun havde knuder i maven – det var hendes første store familiemiddag efter brylluppet. Hun havde gjort sit bedste: hendes hår, hendes kjole, den pæne borddækning. Hun ville bare gerne blive accepteret.
»Åh, du er her,« bemærkede hendes svigermor koldt, uden overhovedet at se op. »Sæt det der, på skænken.«
Anna satte lydigt fadene. Næsten alt var allerede dækket på bordet.
»Mor, måske kunne Anna sidde sammen med os?« foreslog hendes mand forsigtigt.
»Nej, nej, lad hende først passe de yngre i køkkenet,« svarede hun og skænkede sig selv lidt vin. »De voksne ved bordet, børnene og de unge senere.«
Stilheden bredte sig i rummet som en kold vind.
Anna mærkede, at hun rødmede. Alle vendte blikket væk – nogle hostede akavet, andre begravede ansigtet i deres tallerkener.
»Selvfølgelig,« pressede hun frem, »som du siger.«
Hun satte sig på en skammel i køkkenet, omgivet af gryder og pander og lugten af kold mad. Gennem den halvåbne dør kunne hun høre skåltaler, klirren af glas og latter. Hvert ord syntes at skære hende indefra.
En halv time senere kiggede en lille pige – hendes svigermors yngste barnebarn – ind i køkkenet.
»Anya, hvorfor sidder du her? Der er lækker kage derovre!«
Anna smilede:
»De inviterede mig ikke, skat.«
»Hvorfor?«
»Det ved jeg ikke…«
Den lille pige rynkede panden og løb tilbage. Et minut senere blev der stille i spisestuen.
Pludselig sagde en barnestemme højt:
»Bedstemor, hvorfor spiser Anna i køkkenet, hvis hun nu er en del af vores familie?«
Alle vendte sig om. Svigermoren frøs med sit glas i hånden. Min mand rejste sig fra bordet, gik hen til døren og rakte hånden ud mod sin kone:
»Kom, skat. Der bør være plads til alle her.«
Anna kom ind uden at se op. Min mand satte hende ned ved siden af sig, skænkede hende noget vand og sagde stille:
»Hjem er ikke et sted, det er mennesker.«
Hendes svigermor var tavs i lang tid. Så lagde hun gaflen fra sig og sukkede:
»Du har nok ret, min søn.«
Og først da, for første gang den aften, føltes rummet virkelig varmt.
