Det skete på en varm sommerdag, hvor luften flimrede over stierne, og skoven virkede ubevægelig og søvnig. En dreng gik i skyggen af fyrretræerne – bare for at holde sig beskæftiget i ferien. Skoven var hans eneste rigtige ven: her kunne han lytte til stilheden, tænke og glemme alt om verden.
Men den dag så han noget, der straks fik ham til at standse op.
En hel masse orange kugler hang fra en gammel, snoet gren. De så for lyse ud til skoven – som om nogen havde hængt dem der med vilje for at tiltrække opmærksomhed. Kuglernes overflade var glat med små lyse pletter. De var varme at røre ved… næsten levende.
Drengen trak hånden tilbage, og en rystelse løb ned ad hans ryg.
Han fortalte sin bedstemor om det. Hun blev tavs og spurgte kun:
»Vis mig hvor.«
De gik sammen ind i skoven. Hans bedstemor gik hurtigt, selvom hun normalt bevægede sig langsomt. Da hun så kuglerne, ændrede hendes ansigt sig – det blev alvorligt, næsten strengt.
»Rør det ikke,« sagde hun stille. »Og lad ingen andre røre det.«
»Hvorfor? Hvad er det?«
Bedstemoren så sig omkring, som om hun tjekkede, om nogen lyttede.
»Det er et tegn. Skoven lider.«
Drengen forstod det ikke i starten.
“Der boede engang mennesker tæt på skoven. De respekterede den. De spurgte, før de tog noget. Men så begyndte de at fælde træer, brænde skoven, råbe og smide affald. Skoven advarer os. Hvis du ser disse kugler, betyder det, at den lider.
Drengen havde hørt legender om »skovfolket« — dem, der vogter over skovens dybe — men havde altid betragtet dem som eventyr. Nu lød hans bedstemors stemme imidlertid så alvorlig, at der ikke var en antydning af fantasi i hendes ord.
Om aftenen søgte drengen efter en beskrivelse på internettet. Det var virkelig en svamp – en sjælden, mærkelig svamp.
Den dukkede kun op, hvor skoven var blevet forstyrret. Hvor naturen bad om at blive ladt i fred.
Og så huskede han: Om foråret havde arbejdere med motorsave arbejdet i deres skov. De fældede træer for at gøre plads til nye hytter.
Det blev klart.
Næste dag vendte drengen tilbage. Nu så han disse kugler overalt. På grene. På gamle stubbe. På væltede træstammer. Skoven var stille, men den syntes at holde øje. En mærkelig følelse opstod i ham – som om det ikke bare var planter. Som om skoven sagde: »Kan du høre mig?«
Drengen hørte det. Han gik til administrationen. Han forsøgte at forklare de voksne, at skoven var syg. Han viste dem billederne. De lo.
»Det er bare svampe. Gå ud og leg.«
Men drengen gav ikke op. Han lagde billederne ud i en lokal gruppe.
Han skrev: »Hvis vi ikke holder op med at fælde skoven, vil den dø. Og så vil vi dø.«
Pludselig så hans lærere det. Så miljøforkæmpere. Så journalister. En diskussion begyndte. Inspektioner. Pres. Og to måneder senere blev skovhugsten standset. Skoven blev reddet. Da drengen vendte tilbage til den samme gren, var de fleste af de orange kugler forsvundet. Kun én var tilbage – den allerførste.
Han nærmede sig den. Og nu virkede den ikke længere skræmmende. Den virkede levende. Som en påmindelse. Nogle gange taler skoven virkelig til mennesker. Men ikke med sin stemme. Med smerte. Med stilhed. Og med tegn på grenene. Og hvis du hører det, betyder det, at det er til dig.
