Da James hørte sin søn Liam græde og gik op på loftet, forventede han at se almindelige insekter der. Liam sagde, at han hørte en »summende« lyd og var bange for, at hvepsene var ved at angribe. Men det, de så, var slet ikke, hvad de havde forestillet sig.
Først troede James virkelig, at han så et kæmpe hvepserede, der var usædvanligt stort og bredte sig over loftsbjælkerne. Strukturen lignede en flerlags papirkokon, og indeni summede den som en bilmotor, der var ved at gå i stå. Landskabsarkitekterne, der fandt en metalkasse nær træerne på ejendommen, bekræftede deres mistanke: Det var indgangen til et lignende summende »rede«.
Da hornetbekæmpelsesspecialisten klatrede op på loftet, nægtede han imidlertid at arbejde. Og så blev det klart, at dette ikke var almindelige insekter.
Efter en række konsultationer med biologer fik James endelig det nøjagtige svar: Det var en koloni af hårede træbier, der havde boet der i over 20 år.
Disse bier bygger ikke de honningkager, vi kender. Deres »rede« er et komplekst system af gange inde i gamle trækonstruktioner, som de gradvist udvider og forstærker. Derfor lignede konstruktionerne på loftet en kæmpe kokon eller bikube, men virkede samtidig solide og tætte.
Den summende lyd, der lignede lyden af en motor, skyldtes vibrationerne fra tusindvis af vinger, der resonerede inde i træbjælkerne.
Kolonien viste sig at være langlivet. Sådanne bier lever normalt ikke uendeligt på ét sted, men her var forholdene ideelle.
De var fuldstændig fredelige. Det var ikke hornets eller aggressive hveps. Disse bier angreb ikke og forsøgte ikke engang at forsvare deres rede.
Strukturen inde på loftet var unik.
Biologer bekræftede senere, at et så stort og stabilt rede er yderst sjældent, og at det var et naturligt biologisk objekt, der var dannet over årtier.
I stedet for at ødelægge kolonien traf James en beslutning, der overraskede alle:
Han kontaktede det lokale naturreservat, og specialister hjalp med at flytte bierne forsigtigt til en specielt forberedt træbikube på naturparkens område.
Bierne overlevede, og redenes struktur blev delvist bevaret og overført til et museum som et eksempel på usædvanlig naturlig tilpasning.
Det, der oprindeligt skabte frygt, viste sig at være et sjældent levende økosystem, der havde levet ubemærket i huset i mere end to årtier.
James sagde senere:
“Vi troede, vi havde fundet en trussel.
I stedet fandt vi et naturens mirakel, der blot ledte efter et sted at bo.”
