Det skete en helt almindelig aften. Huset var stille, næsten søvnigt. Urets tikken og det svage knirken fra gulvbrædderne var de eneste lyde i rummet. Der syntes ikke at være noget usædvanligt. Men nogle gange er det netop det almindelige, der giver anledning til det mærkelige.
Da det var tid til at skifte sengetøj, løftede kvinden madrassen — og frøs fast i det samme øjeblik.
I hjørnet af sengen, lige mellem brædderne, lå noget, der lignede små orange kugler. Der var mange af dem – en hel spredning. De var glatte, skinnende og så lidt fugtige ud.
Det første, der strejfede hende, var:
»Det er æg. Nogens æg. Insekter. Åh gud…«
Hendes hjerte sank.
Blodet susede i hendes ører.
Hun følte sig kold.
Hun havde altid betragtet sit hjem som en fæstning. Et sted med tryghed. Beskyttelse. Men hvad nu, hvis der boede nogen i hendes hus, uden at hun vidste det?
Panikken aftog og blev erstattet af nysgerrighed. Meget forsigtigt åbnede hun en af kuglerne med spidsen af en ske. Den var blød, næsten geléagtig og elastisk, når man trykkede let på den.
»Er den levende?« hviskede hun til sig selv.
Hun lagde skeen fra sig, tog handsker på og tog et billede.
Hun sendte det til en ven – en, der »kender skoven godt«.
Svaret kom næsten med det samme:
»Rør det ikke. Det ligner ikke en larve. Det ligner en svamp.«
En svamp?
Under madrassen?
Det lød ikke bare mærkeligt, men forkert.
For at finde ud af det ringede hun til sin nabo – en rolig, jævn mand, der altid ved alt om huset, reparationer og træbjælker.
Da han så fundet, rørte hans øjenbryn sig.
»Det ligner slimsvamp,« sagde han. »Det finder man på rådnende træ. Men…« Han bankede på sengestel. »Dit træ er ikke rådnet.«
Og han tænkte sig om et øjeblik.
“Slimsvamp dukker ikke bare op ud af ingenting. Den vokser, hvor træet er beskadiget. Hvor der er et mikrokosmos, vi ikke ved noget om.
Det er ikke farligt…
Men det er et tegn.”
Han holdt inde, som om han ledte efter de rigtige ord.
“Når træ ligger på samme sted i lang tid og ikke bevæger sig… ser det ud til at begynde at ›ånde‹ anderledes. Det tiltrækker levende væsener. Selv dem, vi ikke kan se.
Kvinden kiggede på disse orange kugler og følte en følelse vokse indeni sig… ikke frygt.
Mere som overraskelse. Som om hun havde rørt ved noget gammelt. Noget, der eksisterer stille i verden, tæt på, men som vi ikke bemærker.
Hun besluttede ikke at smide disse kugler væk med det samme. Hun tog madrassen ud, skruede rammen fra hinanden, fjernede forsigtigt brædderne og bar dem ud i haven til et solrigt sted. Naboen sagde:
»Hvis det virkelig er slim, vil det snart forvandle sig.«
»Til hvad?« spurgte hun.
»Det får du at se.«
To dage gik.
Kuglerne forsvandt. I stedet dukkede der en delikat gylden hinde op, som om nogen havde dækket træet med et tyndt lag lys. Det så næsten… smukt ud. Mystisk. Usædvanligt levende. Og kvinden indså pludselig:
Dette er ikke en invasion. Det er en påmindelse.
At huset var levende. Materialerne var levende. Træet var levende. Verden omkring os ånder, vokser, forandrer sig, selv når vi tror, at alt er fuldstændig under kontrol. Huset står ikke bare der. Det lever.
Hun behandlede træet, rensede bunden og satte sengen på plads igen.
Men nu, hver gang hun gik i seng, huskede hun de små orange kugler.
Ikke med rædsel, men med stille respekt. Nogle gange ligger de mest fantastiske ting lige foran vores næse, på steder vi sjældent kigger. Og hvis man kigger nøje efter, bliver verden et andet sted.
