Flyet stod ved terminalen, og passagererne var allerede begyndt at indtage deres pladser i kabinen. Det var en normal morgenflyvning med duften af kaffe, aircondition og dæmpet belysning.
En mand i fyrrerne satte sig ved vinduet, åbnede sin bærbare computer og tog sine hovedtelefoner på. Det var hans yndlingsplads – han satte sig altid ved vinduet, så han ikke behøvede at se på folk eller tale unødigt.
Et par minutter senere dukkede en ung kvinde med en dreng på omkring syv år op i midtergangen.
»Undskyld mig,« sagde hun høfligt. »Vi har billetter ved siden af hinanden, men min plads er ved siden af din. Kan vi bytte plads? Min søn vil rigtig gerne sidde ved vinduet.«
Manden så ikke engang op.
»Nej, desværre. Jeg har valgt denne plads på forhånd.«
»Jeg forstår, men han drømmer om at se på skyerne…«
»Beklager, nej.«
Kvinden nikkede og satte sig i rækken bag ham. Drengen krøb tæt ind til hende og sænkede stille øjnene. Stewardessen smilede og tilbød drikkevarer, og flyet begyndte at taxi.
Da flyet havde nået højde, og skyerne lå som et hvidt tæppe under vingen, kiggede manden ud af vinduet. Han skærmede øjnene mod solen et øjeblik og så refleksionen af den samme dreng. Han sad på den anden side af midtergangen og strakte halsen for at se himlen.
Manden kiggede på ham og så tilbage på vinduet.
Pludselig trak noget i hans hjerte. Et billede dukkede op i hans sind – ham selv som dreng, der fløj med sin far og drømte om at sidde ved vinduet. Så gav hans far ham sin plads. »Se, min søn, sådan ser verden ud ovenfra,« sagde han dengang.
Nu, i dette spejlbillede, så han ikke en dreng, men sig selv for mange år siden.
Han tog sikkerhedsselen af, rejste sig og gik hen til kvinden.
»Undskyld mig… hvis det er i orden, så lad ham sidde ved vinduet.«
Drengen smilede bredt, som om han havde fået en gave. Og da han kiggede ud og sagde
»Mor, se hvor smukt det er,«
kiggede manden også op mod himlen for første gang i lang tid.
