Det var en kold morgen. Luften var fugtig, vinduerne var duggede, jakkerne raslede, og alle var tavse. Bussen rystede over bumpene, og radioen knitrede. Folk kiggede på deres telefoner, nogle døsede, andre kiggede irriteret på deres ure.
Ved det næste stoppested åbnes dørene, og en ældre kvinde stiger langsomt ind i bussen. Hun er lille, foroverbøjet, iført en gammel frakke og en strikket hue, med en netpose i hænderne. Hendes fingre er røde af kulde. Hun betaler sin billet med småmønter og tæller omhyggeligt hver eneste mønt.
»Skynd dig, bedstemor,« mumler nogen bagved.
»Undskyld, jeg skynder mig…« svarer hun stille og forsøger ikke at holde køen op.
Bussen begynder at køre og gynger hende. Kvinden holder sig akavet fast i gelænderet, men hendes hænder ryster, og posen glider ud af hendes fingre. Kartofler spredes ud over gulvet, brød falder ned i midtergangen.
»Der kan du se!« siger en ung pige ved vinduet, iført hovedtelefoner og med lange øjenvipper. »Som altid. De kan ikke holde fast i tingene, og så giver de alle andre skylden.«
Den gamle kvinde bøjer sig ned og samler kartoflerne op. Folk kigger, men ingen hjælper.
»Undskyld, min ven,« hvisker hun. »Mine hænder adlyder mig ikke længere…«
Pigen ruller med øjnene, tager sine øretelefoner af og smiler hånligt:
»Måske skulle du blive hjemme, hvis det er for svært? Eller få dine dagligvarer leveret – har du ikke hørt om det?«
Flere passagerer udveksler blikke, nogen smiler stille. Den gamle kvinde forbliver tavs. Hun sætter sig bare tungt ned på kanten af sædet og krammer posen ind til sig.
Efter et par stop vender chaufføren sig om og hæver stemmen lidt:
»Folkens, giv jeres pladser. Det er Maria Petrovna!«
Der er en pause i bussen. Chaufføren fortsætter:
»Jeg boede hos hende, efter jeg mistede min mor. Hun tog mig til sig, gav mig mad, hjalp mig med at færdiggøre skolen…« Hun er en venlig kvinde. Hvis det ikke var for hende, havde jeg måske ikke overlevet.
Alle vender sig mod den gamle kvinde. Pigen ved vinduet bliver bleg. Hun ser på den kvinde, hun lige har hånet, og kan ikke finde ord.
Den gamle kvinde løfter stille øjnene og smiler blidt:
»Sæt dig ned, min kære. Fryser du ikke? Jeg sidder her et øjeblik.«
Der bliver stille i vognen. Nogle skjuler deres øjne, andre vender sig mod vinduet. Pigen rejser sig stille, hjælper med at lægge tasken på hylden og sænker blikket.
Bussen fortsætter sin vej, men nu er der stille – så tykt som luften før en storm.
Kun den gamle kvinde, der kigger ud af vinduet, hvisker stille:
»Folk har travlt… Og de mister deres venlighed undervejs.«
