Det var en varm og stille sommeraften. Solen var allerede ved at gå ned og malede haven i bløde gyldne nuancer. Luften duftede af mynte, fugtig jord og friskplukkede blade. Alt virkede bekendt, roligt — næsten meditativt. Kvinden gik ud i haven med en vandkande, som hun gjorde hver dag. Hun vandede roserne, petuniaerne og de unge lavendelbuske. Det var hendes lille ritual — en måde at slappe af efter en lang dag.
Hun bøjede sig ned for at vande blomsterne i kanten af blomsterbedet og hørte en svag raslende lyd. Først tænkte hun ikke nærmere over det – vinden, måske en mus, et tørt blad. Men lyden gentog sig. Og den blev tydeligere.
Shush-shush… shush-shush…
Hun rejste sig langsomt og kiggede i retning af lyden. En slange gled glat ud af de tætte buske, der voksede tæt langs hegnet. Lang. Mørk. Med skinnende hud, der reflekterede det svage lys fra solnedgangen. Den bevægede sig overraskende stille, næsten lydløst, som vandets strøm.
Kvinden frøs.
Hendes hjerte sprang et slag over – og standsede så. Hun genkendte den på mønsteret på dens ryg: det var en hugorm. Giftig. Ikke bare »farlig« – den kunne dræbe hende, hvis hun ikke nåede til en læge i tide. Slangen standsede lige ved hendes fødder. Der var ikke mere end femten centimeter mellem dem. Enhver bevægelse kunne opfattes som en trussel. Kvinden stod stille og trak ikke engang vejret. Vandkanden var stadig i hendes hånd, og vandet dryppede i en tynd stråle ned på jorden og dannede en lille vandpyt ved slangens fødder.
Tiden syntes at strække sig. Hvert sekund var langt og tyktflydende. Hun huskede at have hørt engang, at det vigtigste var ikke at lave nogen pludselige bevægelser. Men hendes krop rystede af sig selv. Slangen løftede hovedet. Dens øjne – kolde, mørke, følelseskolde – kiggede lige på hende. Og så kom der en stemme fra huset:
»Mor! Kommer du snart?«
Kvinden ville svare, men lyden sad fast i halsen.
Slangen rørte sig let – på grund af lyden? På grund af de pludselige vibrationer? Hvem ved – men den bevægelse var nok til at sende en bølge af panik gennem hendes krop.
Men den bevægede sig ikke. Den stod stille. Stille. Som en statue.
Og pludselig…
Slangen vendte hovedet mod vandpytten, kravlede langsomt fremad, bevægede sig over den våde jord – og gled tilbage i buskene, hvor den forsvandt lige så lydløst, som den var dukket op. Først da kunne kvinden trække vejret.
Hun sank ned på knæ. Vandkanden faldt fra hendes hænder. Tårer trængte sig frem i hendes øjne – ikke af smerte, ikke engang af frygt, men af erkendelsen af, hvor tynd grænsen er mellem en »normal aften« og noget helt andet. Senere, da hun sad hjemme med et glas vand, tænkte hun længe.
Haven, der havde virket så sikker, hyggelig og privat, viste pludselig, at naturen ikke tilhører nogen. Vi bor bare ved siden af den. Og nogle gange bliver vi mindet om det. Hun ringede ikke til jægerne og forgiftede ikke alt omkring sig. Næste morgen ryddede hun bare omhyggeligt området, så det ville være lettere for slangen at komme længere væk, ud i skoven.
For hun forstod:
Slangen kom ikke for at angribe. Den gik bare sin egen vej. Og deres veje krydsede tilfældigvis hinanden.
