Vi var på vej hjem sent om aftenen, vejen strakte sig som et fladt gråt bånd, og tågen var allerede ved at blive tættere uden for vinduet. Der var næsten ingen biler – kun lejlighedsvis lys og lyde. Det var stille, den slags stilhed, hvor tankerne bliver subtile og høje.
Pludselig sagde min kone skarpt:
»Stop! Der er noget på vejen.«
Jeg trådte på bremsen. Forlygterne afslørede et mærkeligt syn:
Der sad oddere midt på motorvejen. Seks oddere.
Men det var ikke det mest slående.
De sad parvis og omfavnede hinanden.
En odder krammede en anden tæt og pressede sig ind mod den.
Og ved siden af dem sad flere par ligesom dem.
Tre små fluffy kugler, som om de var limet sammen af kærlighed og frygt.
»Krammer de hinanden?« hviskede min søn fra bagsædet.
Ja.
Disse små dyr holdt hinanden med deres poter, som om de var bange for at give slip, selv ikke et sekund.
Vi steg ud af bilen.
Vores fodtrin på asfalten lød for højt.
Jo tættere vi kom, jo tydeligere blev det – i hvert par var den ene odder såret.
Den ene trak knap nok vejret.
En anden havde brækkede poter.
Den tredje var ved at blive kvalt, dens bryst hævede sig.
Og deres raske partnere forlod dem ikke.
De løb ikke væk.
De gemte sig ikke.
De blev. De blev bare.
En stor voksen odder i det sidste par kiggede direkte på os.
Og der var ingen vildskab eller frygt i dens blik.
Kun en bøn.
Ikke med ord.
Men tydeligere end noget sprog:
Tag dem ikke væk. Lad dem ikke være. Hjælp.
Min kone dækkede munden med hånden for ikke at lave en lyd.
Min søn græd stille.
»Far… De er familier, ikke?« spurgte han.
Jeg ringede til dyrecenteret.
Operatøren sagde:
»Bare beskyt dem mod bilerne. Forsøg ikke at adskille dem. Vi er på vej.«
Og vi stod omkring dem og dannede en slags levende cirkel.
Vi lod bilerne køre langsomt forbi, forklarede, viste dem og vinkede med armene.
Nogle folk bandede.
Nogle filmede det på deres telefoner.
Nogle nikkede bare tavst, for nogle gange er ord unødvendige.
Da specialisterne ankom, nærmede de sig langsomt, meget langsomt.
Og odderne… bevægede sig ikke fra hinanden.
De forlod ikke hinanden.
De krammede bare hinanden hårdere.
Redningsfolkene løftede forsigtigt de sårede oddere.
De raske kravlede efter dem, klamrede sig til dem og forsøgte at holde fast på en eller anden måde.
Jeg vidste ikke, at mit hjerte kunne gøre ondt og være varmt på samme tid.
En uge senere fik vi et opkald.
Alle tre sårede oddere havde overlevet.
De var heldige: vi nåede frem i tide.
»Og dem, der krammede dem,« sagde centrets medarbejder, »bevægede sig ikke en tomme. De sov ved siden af transportkasserne. De pippede, hvis de blev adskilt. De… syntes at forstå, hvad de gjorde.«
Min søn lyttede med store øjne.
Og han sagde en sætning, som jeg aldrig vil glemme:
»Så kærlighed er ikke, når det er ›smukt‹, men når det er ›skræmmende‹. Men du er der stadig.«
Jeg kunne ikke svare.
Jeg krammede ham bare.
Nogle gange tror vi, at vi lærer børn at føle.
Men nogle gange lærer verden os det.
Og nogle gange lærer små oddere på kold asfalt os at være mennesker.
