Folk begyndte at lægge mærke til ham i begyndelsen af maj. En lille dreng på omkring ti år kom hver dag til kirkegården – altid til den samme grav. Han sad på jorden, pressede sig mod den kolde sten og hviskede, for så næsten at råbe mod himlen:
»Hun lever! Hun er ikke her!«
Forbipasserende udvekslede medlidsomme blikke. De tænkte alle det samme: barnet kunne ikke acceptere sin mors død. Før eller senere ville han indse det. Han ville komme til terms med det.
Men dagene gik, ugerne fulgte efter hinanden, og drengen blev ved med at komme tilbage. I regn, i sol, på alle tider af døgnet.
Kirkegårdsvagten vidste ikke længere, hvad han skulle gøre. Han blev plaget af skrigene, der ekkoede mellem gravene. Til sidst ringede han til politiet.
En ung betjent ankom til stedet. Han gik hen til drengen og sagde stille:
»Hej.«
Drengen gysede og så op. Hans ansigt var blegt, hans øjne røde af gråd.
»Ved du, hvordan man kan se, om nogen trækker vejret under jorden?« spurgte han.
Politibetjenten blev overrasket.
»Nej… Det er ikke et spørgsmål for et barn.«
»De sagde, at mor faldt i søvn bag rattet. Men det kunne hun ikke… hun var aldrig træt,« hviskede drengen. »Og de lod mig ikke sige farvel til hende.«
Betjenten kiggede på graven. Jorden var mistænkeligt glat, ikke sat sig. Ved siden af lå en gammel skovl. Noget ved denne scene gjorde ham mistænksom.
»Hvem har fortalt dig, at hun er død?«
»De mennesker, hun arbejdede for,« svarede drengen. »Manden med guldringen og kvinden, der smiler, selv når hun er vred.«
Han gav navnene. Den unge politibetjent skrev dem ned uden helt at forstå hvorfor. Han havde bare en fornemmelse af, at det var vigtigt.
Et par dage senere blev der indledt en efterforskning. Det viste sig, at drengens mor, Anna, arbejdede som revisor for et stort medicinalfirma. En uge før »ulykken« forsvandt hun. Hendes arbejdsgiver hævdede, at hun var »overanstrengt« og meldte hende snart død. Kisten ved begravelsen var lukket.
Politibetjenten insisterede på en opgravning. Da kisten blev åbnet, viste den sig at være tom.
Efterforskningen blev overført til det føderale niveau. Det blev snart klart, at Anna havde ført sin egen efterforskning mod virksomhedens ledelse. Hun havde samlet kompromitterende beviser – dokumenter, lydoptagelser, pengeoverførsler. Da hun forsøgte at aflevere det hele til anklagemyndigheden, lykkedes det nogen at advare hendes chefer.
Men samme dag, hun gik til politiet, blev hun advaret om, at faren var for stor. De besluttede at handle med det samme – at iscenesætte hendes død og sætte hende i vidnebeskyttelsesprogrammet.
Og det var, hvad de gjorde. Kisten var tom fra starten.
Drengen fik ikke at vide noget for ikke at bringe operationen i fare. Han fornemmede bare, at hans mor ikke var død.
Og han havde ret.
Tre måneder senere, da retten fandt virksomhedens ledelse skyldig, svingede døren til det gamle hus op – og Anna stod på tærsklen.
Drengen sagde ikke et ord. Han kastede sig bare i hendes arme.
