Det var så koldt, at ens ånde blev til damp, så snart man udåndede. Det var morgen, himlen var grå, og de få forbipasserende var pakket ind i deres kraver. Den syvårige Lucas var på vej til skole med sit yndlingshalstørklæde — et rødt, strikket tørklæde, som hans mor havde givet ham. Han havde det altid på.
En mand sad på hjørnet ved en butik — ubarberet, i en gammel frakke, med bøjet hoved. Ved siden af ham stod et papskilt: »Jeg beder ikke om penge. Jeg vil bare holde varmen.«
Lucas standsede. Hans mor gik lidt foran ham og vendte sig om:
»Kommer du, skat?«
Han nikkede, men rørte sig ikke. Han tog sit tørklæde af, løb hen og rakte det til manden.
»Tag det, det er varmt.«
Manden så op. Hans øjne udtrykte træthed og taknemmelighed.
»Tak, min søn…« var alt, hvad han sagde.
Et minut senere indhentede Lucas sin mor. Hun ville sige noget, men da hun så hans smil, klemte hun bare hans hånd.
En uge gik. Natten. Lugten af røg. Skrig. Ledningerne i Lucas’ hus brød i brand – ilden startede i køkkenet, og flammerne spredte sig hurtigt op ad væggen. Hans mor greb telefonen, men døren til gaden var blokeret.
Da alt så håbløst ud, blev vinduet smadret med et brag, og en mand i en slidt frakke og uldent tørklæde sprang ind gennem åbningen. Det var ham. Han råbte:
»Giv mig barnet! Hurtigt!«
Brandvæsenet ankom kort efter. Manden sad i sneen og trak vejret tungt. Et rødt tørklæde lå på hans skuldre, brændt i kanterne.
»Jeg sagde jo, det var varmt,« sagde Lucas stille og viklede det om ham igen.
