Det skete i januar, på det sjældne tidspunkt, hvor vejen nær Tver virker endeløs, hvid og næsten livløs. Aftenen gik over i nat, sneen glitrede i forlygterne, og luften var så frostig, at selv motoren kørte med et kedeligt, træt brøl.
Vi var på vej hjem efter nytårsferien – mig, min kone og vores hund, der lå sammenkrøbet på bagsædet. Radioen hvæsede stille, og sneen hvirvlede uden for vinduet.
Det hele begyndte med bilen foran os – en sølvfarvet sedan. Den kørte lidt hurtigere end os, selvsikkert, med faste forlygter. Men pludselig, som i et absurd scenarie, fløj den forreste højre dør op – lige mens bilen var i bevægelse.
Forlygternes lys fangede øjeblikket: Døren blafrede, sneen fløj ind i kabinen, og mørke genstande begyndte at flyve ud af åbningen, den ene efter den anden. Først en taske, så en slags klud, så noget skinnende og rundt, som et låg til en krukke.
Så så jeg et øjeblik en dukke – en børnedukke med en slidt kjole og en fletning. Den blev blæst væk af vinden og forsvandt under hjulene. Bilen foran bremsede ikke. Døren smækkede mod karosseriet, og mærkelige ting fortsatte med at flyve ud på vejen, som om nogen inde i bilen forsøgte at slippe af med noget – hurtigt, desperat.
Jeg sænkede farten og tændte mine advarselsblink. En anden bil standsede bag mig – en gammel Passat, hvorfra en mand i mørk jakke og hat steg ud, hans ånde synlig i den kolde luft. Han nærmede sig og skævede i snestormen:
»Så du det også?« Vi nærmede os det sted, hvor alt var faldet ned. Sneen var fyldt med stykker stof, nogle fotografier, en gammel dagbog, der var næsten gennemblødt af sne, en børnehandske med en hvid pompon.
Jeg samlede dagbogen op. På omslaget var der en killing og indskriften: »Masha 2003.« Siderne var fugtige, men ordene var stadig læselige: »Mor sagde, at vi skal flytte og ikke kommer tilbage…« »Far er sur igen. Jeg gemte brevet i en kasse under sengen…«
Jeg stod midt i snestormen med den lille dagbog i hånden og følte kulden krybe ikke kun ind i mine fingre, men også under min hud. I mellemtiden var saloonbilen allerede forsvundet bag snegardinet. Intet forsøg på at stoppe, ingen horn. Kun vinden, der bar fragmenter af en andens fortid ud på vejen. Manden ved siden af mig udåndede stille:
»Måske smed de bare noget affald ud?« Jeg rystede på hovedet.
“Nej. Man smider ikke sådan noget væk ved et uheld. Vi samlede alt, hvad vi kunne, og lagde det i en kasse.
Sneen dækkede hurtigt sporene, som om den forsøgte at slette denne mærkelige episode. Senere afleverede jeg fundene til politiet. Et par dage senere fik jeg et opkald: De havde fundet ejeren af bilen. En kvinde på otteogtredive år. Hun kørte alene.
Hun sagde, at døren bare ikke havde lukket ordentligt, og at tingene var gamle, unødvendige, fra hendes barndom. Men da de viste hende dagbogen, var hun tavs i lang tid, og så brød hun ud i gråd. Det viste sig, at disse ting var alt, hvad der var tilbage af hendes yngre søster, der var død for tyve år siden. Hun var på vej til lossepladsen for at »starte på en frisk«.
Og så – en snestorm, der åbnede døren, som om vinteren selv havde besluttet, at fortiden ikke bare kan smides væk. Og jeg tænkte: måske var det ikke en tilfældighed, at alt dette skete. Måske er der ting, som selv sneen ikke kan begrave.
