Det skulle have været en normal flyvetur. Det var en morgenflyvning, flyet var næsten fuldt, alle så søvnige og trætte ud. Folk satte sig til rette, omarrangerede deres tasker og lukkede bagagehylderne. Intet usædvanligt. Han satte sig ved vinduet. Han havde en to timers rejse foran sig. Han ville bare slappe af, kigge på skyerne fra vinduet og få lidt søvn. Men freden og roen sluttede, da han hørte en høj, irriterende stemme bag sig:
»Det er så trangt! Jeg kan ikke bevæge mine ben!« klagede passageren bag ham.
Først tog han sig ikke af det. Alle bliver jo utilfredse af og til. Men et minut senere blev hans ryglæn presset hårdt mod en andens fødder. Den bløde stol rystede. Han sukkede og forsøgte at flytte sig diskret. Men i det næste øjeblik kom der et spark. Så et til. Og så et tredje.
Han vendte sig om:
»Undskyld, vil du være sød ikke at sparke på sædet?«
Manden bag ham – en stor mand i fyrrerne – forsøgte ikke engang at være høflig:
»Jeg strækker mine ben. Det har jeg ret til.«
Hans stemme var ru, hans blik uforskammet.
Hans tone var, som om han ejede stedet.
Han forsøgte at forklare:
»Jeg forstår, men du presser lige ind i min ryg. Kunne du være lidt mere forsigtig?«
»Hvis du ikke kan lide noget, så skift plads,« grinede manden.
En stewardesse kom forbi.
Han besluttede ikke at diskutere og vendte sig mod hende:
»Undskyld, kan du hjælpe mig? Han bliver ved med at skubbe til mit sæde.«
Hun smilede høfligt:
»Sir, vær venlig ikke at røre ved sædet foran dig.«
Hvortil manden sukkede dramatisk:
»Åh, fantastisk, vi har en brokker… Pyt, han finder sig i det.«
Stewardessen gik. Og slagene mod hans ryg blev kun hårdere. Han knugede tænderne sammen. Han trak vejret langsomt. Han ønskede ikke en skandale. Han ønskede ikke at »virke svag«. Han ville ikke være en, der sværger over småting. Men efter et stykke tid begyndte manden bag ham at tale højt i telefonen, selvom flyet allerede var ved at gøre klar til start:
»Hvad mener du med at slukke den? Jeg siger til, når jeg er færdig!«, sagde han i telefonen og ignorerede besætningens anmodninger.
Alle omkring ham begyndte at se irriteret på ham. Men ingen sagde noget. Flyet lettede. Bankelyden fortsatte. Nogle gange var det utilsigtet. Nogle gange var det tydeligvis bevidst. Han følte sig magtesløs. Og så, på et tidspunkt, skete det sidste strå.
Manden bag ham åbnede bakkebordet og begyndte at spise en burrito, han havde købt i lufthavnen, tyggede højlydt og tabte madrester, og så rakte han frem og lagde indpakningen på ryglænet på sædet foran ham. Bare sådan. Som om det var en hylde. Det var ikke længere bare uhøflighed. Det var ydmygelse. Han vendte sig langsomt om.
»Fjern det,« sagde han roligt.
»Hvad vil du gøre ved det?« grinede manden, uden engang at fjerne sin hånd.
I det øjeblik blev stewardessen igen kaldt af passageren i gangsædet:
»Undskyld mig, frøken, men denne passager opfører sig uacceptabelt.«
Stewardessen kom hen. Hun så på situationen. Og så, for første gang, fik hendes stemme en hård tone:
»Sir, hvis De ikke stopper med det samme, vil vi indgive en rapport om overtrædelse af flyreglerne. Det betyder en bøde, at De bliver sortlistet af flyselskabet, og at politiet bliver tilkaldt ved ankomsten.«
Latteren stoppede.
»Mener De… det alvorligt?« formåede manden at sige.
»Absolut,« svarede hun.
Han sad ubevægelig. I et minut. Fem minutter. Femten minutter. Så hviskede han stille:
»Undskyld.«
Men ikke fremad. Ingen steder. Til sig selv. Og passageren ved vinduet kiggede bare på himlen. Skyerne var glatte. Rolige. Der var ingen støj, ingen vrede. Og pludselig forstod han:
Nogle gange behøver man ikke råbe for at vinde. Det er nok, at nogen i nærheden ikke forbliver tavs.
