Skoven stod stille, badet i det milde augustsollys. Luften duftede af tørre fyrretræer, støv og noget gammelt — som om tiden her havde stået stille.
To venner, Artyom og Leo, kørte ad en forladt skovvej på deres motorcykler. De gjorde det tit: bare slippe væk fra byen, høre motorens brøl og vindens susen, mærke at verden stadig var levende.
Alt var som normalt den dag. Solen blinkede i hjelmene, kæderne glimtede, musikken spillede lavt. Men ved en sving, hvor vejen førte mod en gammel, sunket bro, sænkede Artyom pludseligt farten.
— “Vent… så du det?” råbte han i headset’et.
— “Hvad?” spurgte Leo og kørte tættere på.
Artyom pegede mod grøftekanten. Mellem buskene lå en gammel, mørk taske. Slidt, jordsmurt, med en revet rem. Den så ud til at have ligget der længe.
— “Sikkert bare affald,” sagde Leo.
Men Artyom blev stående og stirrede.
— “Vent… det ser ud som om den bevægede sig.”
Leo grinede.
— “Har du set for mange gyserfilm?”
Men da de kom helt tæt på, stoppede selv han med at smile.
Tasken bevægede sig. Svagt, næsten umærkeligt. Som om noget inde i den trak vejret.
Artyom bøjede sig ned og løftede forsigtigt lynlåsen. En lugt af fugt, støv og noget levende ramte dem.
— “Føj… hvad er der?” spurgte Leo.
— “Jeg ved det ikke… beskidte klude…” Artyom fjernede en bunke stof — og i samme øjeblik lød en svag klynken.
Begge frøs.
Artyom skubbede resten af kluden væk — og der, i bunden, lå to bittesmå væsener.
To killinger. En grå og en hvid. Rystende, dækket af støv og jord. Øjnene halvt lukkede, benene svage som tændstikker.
— “Herregud… de er i live,” hviskede Leo.
Den ene peb svagt. Den anden rørte sig næsten ikke.
— “Hvem kan finde på det…” sagde Artyom stille. “Bare at efterlade dem her…”
Leo knyttede næverne.
— “Nogle mennesker er værre end dyr.”
De fandt en vandflaske, hældte en smule i låget og rakte det frem. Den grå killing drak — svagt, men ivrigt. Den hvide jamrede kun svagt.
— “Vi kan ikke lade dem blive her,” sagde Artyom fast.
Leo nikkede.
— “Vi tager dem med.”
De lagde en sweatshirt i bagageboksen på motorcyklen og lagde killingerne der. Så kørte de tilbage — langsomt, næsten uden at tale. Hver gang motoren brølede for højt, så Artyom tilbage for at se, om de stadig trak vejret.
Da de nåede byen, kørte de direkte til dyrlægen. En kvinde med varme øjne tog killingerne på armen.
— “I kom i rette tid,” sagde hun med et svagt smil. “En time senere — og det havde været for sent.”
Killingerne blev vasket, varmet, og fik mælk med pipette. Den grå viste sig at være en dreng, den hvide en pige.
— “Så, helte?” sagde dyrlægen. “Har I navne til dem?”
Leo så på Artyom.
— “Hvad med Lucky og Hope?”
— “Det passer godt,” sagde Artyom, mens han så de to små kroppe falde i søvn i varmen fra lampen.
En uge senere kom de igen. Killingerne havde åbnet øjnene. De forsøgte at gå. Miauede højere.
Alle på klinikken kendte dem nu — “motorcyklisterne, der fandt killingerne”.
Og snart tog Artyom én med hjem. Leo tog den anden.
Nu, hver morgen, når de mødtes foran garagen, sad to små killinger — en grå og en hvid — på motorcyklernes sæder, som om de også var klar til eventyr. 🐾
Og hver gang de kørte forbi den gamle skovvej, sænkede de farten, kiggede mod buskene — og smilede stille.
For nogle gange sender livet ikke en prøve.
Nogle gange sender det en gave — i en beskidt gammel taske midt i skoven.
