Det skete i begyndelsen af oktober. Luften duftede allerede af efterår — vådt løv, rustne gelændere, røg fra skorstenene. Jeg gik hjem fra arbejde ad den korte vej gennem det gamle industriområde, hvor der engang lå en tekstilfabrik. Nu var der kun halvt sammenstyrtede bygninger tilbage, gennemtærede porte og en stilhed, der kun blev brudt af ekkoet fra ens egne skridt. Normalt stoppede jeg aldrig der.
Men den dag hørte jeg en svag, klagende miaven. Først troede jeg, jeg havde taget fejl — måske vinden. Men lyden kom igen, lidt højere, mere desperat. Den kom fra bagsiden af en gammel lagerbygning, hvor jorden var groet til af tørre burre og stumper af jernstål stak op. Jeg standsede. — Mis, mis… sagde jeg lavt.
Og så, under en rusten rist, der dækkede en afløbsskakt, hørte jeg et skingert klynk. Jeg gik tættere på — og så en lille grå killing, der sad fast mellem de metalstænger. Den strakte sin pote ud, prøvede at komme fri, og dens øjne var store og fyldt med rædsel.
Mit hjerte trak sig sammen. Jeg knælede, skubbede håret væk og forsøgte at løfte risten — den var tung, som om den var groet fast i jorden gennem årene.
— Rolig, lille ven… jeg hjælper… hviskede jeg, mens jeg pressede håndfladerne mod jernet.
Killingen mjavede igen, men denne gang som om den forsøgte at advare mig.
Og netop da jeg lænede mig længere frem for at række hånden ned mellem stængerne, så jeg det.
Først forstod jeg ikke, hvad jeg kiggede på. Der, under killingen, dybt nede i skaktens mørke, bevægede noget sig. Jeg troede, det var en rotte.
Men så gled mørket en smule til side, og et menneskeligt ansigt dukkede frem under jord og støv. Ansigtet var blegt, dækket af snavs, med glasagtige, tomme øjne, der stirrede lige op på mig. Jeg fór tilbage, faldt på jorden og slog albuen. Et øjeblik kunne jeg ikke få luft. Jeg så igen — og mit hjerte sank.
Det var ikke bare et ansigt. En hånd rakte ud gennem jordlaget, stivnet i et sidste forsøg på at komme ud.
Jeg sprang op, rystende, tændte lommelygten på telefonen. Lysstrålen trængte ned i dybet, og jeg så, at der var en hel brøndlignende skakt, måske tre meter dyb. På bunden — en gammel kedeldragt, en rusten hjelm og en krop, delvis opløst, men stadig genkendelig. Killingen sad direkte over den. Jeg blev svimmel.
Mine hænder rystede så meget, at jeg næsten ikke kunne taste nummeret. Jeg ringede til politiet. Da de kom, var det allerede mørkt. Lygterne fra biler oplyste stedet, og det hele så ud, som om det ikke var virkeligt — som en scene fra en film.
Killingen blev reddet først. Den var lille og rystende og trykkede sig straks ind mod mig.
Betjentene fjernede risten, gik ned og hentede kroppen op.
Senere viste det sig, at det var en arbejder, der forsvandt fra fabrikken for seksten år siden under en ulykke. Ingen fandt ham dengang — sammenstyrtningen lukkede tunnelen, og sagen blev lukket. Jeg kunne ikke falde til ro i lang tid. Killingen blev hos mig. Jeg kaldte ham Lucky.
Men nogle aftener, når han sidder i vinduet og stirrer ud i mørket, tænker jeg, at han dengang ikke bare kaldte på hjælp. Han kaldte på, at de begge skulle findes.
Nogle gange vælger skæbnen de mindste, for at afsløre de største hemmeligheder. Og nogle gange er et miav i stilheden ikke bare lyden af en killing… men ekkoet af en fortid, der endelig blev hørt.
