Tidlig morgen ved kysten af Montenegro. Havet er stille, himlen klar, solen rejser sig langsomt over horisonten. Tre fiskere — Miloš, Arsen og Luka — tager ud i deres gamle træbåd, som de gør hver morgen. Havet giver dem mad, og havet skræmmer dem — de gamle sagde altid, at der under vandet lever “dem, man helst ikke skal forstyrre”.
Men denne morgen var fangsten usædvanlig allerede fra begyndelsen. Nettet, som blev sænket i dybet, strammede pludseligt, som om det havde hængt fast i en klippe. Båden hældede, rebene knagede, vandet boblede rundt om dem.
— Træk, Luka! — råbte Miloš og pressede fødderne mod rælingen.
Da nettet kom til syne, stivnede alle tre.
I nettene vred sig noget enormt. En fisk — men ikke en, de nogensinde havde set før. Sølvgrå hud, næsten som metal. Øjne — alt for store, næsten menneskelige, blanke som glas. Langs kroppen — mærkelige udvækster, som små pigge. Den bevægede sig ikke, men det virkede, som om den betragtede dem.
— Er det… en havdjævel? — hviskede Luka.
— Eller en mutant, — mumlede Arsen. — Med alle de udslip kan man vente hvad som helst nu.
De forsøgte at trække den ind i båden, men idet Miloš stak krogen i nettet, rykkede fisken pludseligt. Så hårdt, at båden næsten væltede. Vandet sprøjtede dem i ansigtet. Og i det samme lød der under dens gæller noget, der lød som en… stønnen.
Alle tre sprang tilbage. Havet var igen stille, kun bølgerne slog sagte mod bådens side. Fisken lå ubevægelig — men øjnene så stadig på dem.
Som om den bad om at blive sat fri.
Miloš tog kniven med rystende hænder.
— Vi rører dig ikke, — mumlede han, uden helt at forstå, hvorfor han talte til en fisk.
Han skar nettet over — og den enorme skabning gled langsomt tilbage i dybet. De stod og så på, mens den forsvandt, kun et spor af sølvskum blev tilbage.
Da de vendte tilbage til havnen, var havet gyldent af solopgangen. Længe sagde ingen noget.
Luka brød tavsheden først:
— Hørte I…? Så I det? På dens side… der var tegn. Som bogstaver.
Miloš rynkede panden.
— Bogstaver?
— Ja. Latinske.
Han sagde ikke imod. Men senere samme aften, da han tog telefonen frem og åbnede billedet, de havde taget i båden, stivnede han.
På fiskens hud var der virkelig tegn — tydelige, som indbrændte mærker.
Men ordene var for mærkelige til noget menneskeligt sprog.
Og fra den nat tog Miloš aldrig længere ud i havet ved daggry.
Han sagde blot:
“Der findes ting, der ikke ønsker at blive trukket frem i lyset.”
