Hun tænkte længe over det. Han var næsten dobbelt så gammel — alvorlig, velhavende, høflig. Han talte smukt, gav blomster, lovede “et roligt liv uden bekymringer”. Veninderne hviskede:
“Hun gør det kun for pengene.” Men hun troede, at det var en chance for et nyt liv. Og hun sagde “ja”.
Brylluppet var overdådigt — hvide roser, musik, latter. Derefter — en herregård ved havet, enorme vinduer, forgyldte rammer, silkegardiner. Det føltes som et eventyr.
Men allerede den første nat mærkede hun noget mærkeligt.
Et hus, der stadig åndede fortid
I soveværelset stod en gammel kommode, og ovenpå den — en smykkeskrin med initialer. Hun åbnede den — indeni lå en smaragd-ring og en tørret blomst.
Hendes mand kom ind og lukkede skrinet forsigtigt:
— Rør den ikke. Det er et minde.
På væggene hang portrætter af en kvinde. Øjnene så ud til at følge hvert skridt. Tjenestefolkene undgik at tale om hende. Og mandens ansigt blev mørkt, hvis emnet blev berørt.
En stilhed, der ikke var tom. En nat vågnede hun ved lyden af skridt. Manden sov ved siden af. Hun gik ud i gangen — ingen.
Kun gardinerne bevægede sig let, som om nogen lige var gået forbi. Da hun kom tilbage, stod smykkeskrinet igen åbent. Og ringen var væk.
Næste morgen var hendes mand bleg, udmattet, som om han heller ikke havde sovet.
Han sagde kun:
— Man må ikke forstyrre freden her.
Senere hørte hun tjenestefolkene hviske. De sagde, at den tidligere frue var druknet — men kroppen blev aldrig fundet.
Siden den dag levede husets herre som fanget mellem fortid og nutid.
Den nat så hun ham stå ved vinduet og tale med ingen.
— Tilgiv mig… Jeg mente det ikke… — hviskede han.
Morgenen der ændrede alt
Ved daggry besluttede hun at rejse. Hun pakkede sine ting. Men da hun vendte sig om, stod hendes mand i døren.
I hans hånd — smaragdringen.
Han trådte tættere på og sagde stille:
— Du skal vide, hvorfor jeg valgte lige dig…
Og det hun hørte derefter, fik hende til aldrig at glemme huset ved havet.
