En teenager hjalp en ældre mand, der var faldet — og vidste ikke, at en uge senere ville han komme tilbage med en kuffert!
Det var en helt almindelig, grå aften. Kold vind, fin regn, butiksruderne spejlede neonlys. En teenager stod ved fodgængerfeltet, lyttede til musik og tænkte på sit eget — skole, kedelige lektier, drømme, der virkede fjerne.
Og så — et dump fald.
Ikke langt fra busstoppestedet var en ældre mand faldet. Hans taske gled ud af hånden, varerne rullede ud på fortovet. Folk gik forbi — nogle sendte et hurtigt blik, andre så væk. Kun drengen tog høretelefonerne af, gik hen og hjalp ham op.
— Forsigtigt… går det?
— Åh, min dreng… jeg gled bare, — den gamle mand trak vejret tungt, — det går nok…
Drengen samlede varerne op, satte manden på en bænk og tog en flaske vand op af sin rygsæk. Den gamle mand smilede:
— Tak. Nu om dage møder man ikke mange, der stopper bare sådan.
Han ville gå, men drengen insisterede på at vente på bussen sammen med ham. Den gamle nikkede taknemmeligt og sagde stille:
— Du ved… godhed kommer tilbage. Altid. Bare ikke med det samme.
Drengen tænkte ikke nærmere over det. Han hjalp — og glemte. En helt almindelig dag.
En uge gik.
Kulden blev skarpere, sneen faldt.
Drengen kom hjem fra skole, da han ved opgangen så en velkendt skikkelse. Den samme gamle mand, støttende på en stok, og i hånden havde han en lille kuffert.
— Goddag, — sagde han med et smil. — Jeg har ventet på dig.
Drengen blev overrasket:
— Er du… okay? Hvorfor er du kommet?
— Jeg ville betale tilbage, — svarede den gamle sagte. — Ikke med penge.
Han rakte kufferten frem. Den var tung, gammel, med metalhjørner.
— Tag den. Den er til dig.
— Men jeg kan ikke… — begyndte drengen, men den gamle afbrød:
— Du kan. Indeni er noget, du får brug for, når du bliver voksen.
Og uden flere ord vendte han sig om og gik, forsigtigt gennem sneen. Hjemme satte drengen kufferten på bordet og åbnede den. Indeni lå gamle bøger, et kort over Europa, en pænt sammenfoldet officersuniform — og et brev. På det gulnede papir stod:
“Engang blev jeg hjulpet på samme måde, som du hjalp mig. Dengang troede jeg, at godhed var forsvundet i verden. Men den findes — hvis blot ét menneske ikke går forbi. Denne kuffert tilhørte min søn. Lad den nu tjene dig.”
Drengen sad længe. I bunden af kufferten lå en lille æske — med et ur. Urværket var stoppet. På nøjagtigt den dag, drengen havde hjulpet den gamle mand.
Han fandt aldrig ud af, hvem manden egentlig var, hvor han kom fra, eller hvor han forsvandt hen.
Men siden den dag forstod han én ting: Hver handling er et led i en kæde, der vender tilbage. Nogle gange — efter en uge.
Nogle gange — efter et helt liv.
