Det skete i en lille landsby i sydlandet. Sommerheden holdt sig selv om natten, og den 62-årige Nikolaj gik ud for at sove på verandaen — i den friske luft, under stjernerne. Huset var gammelt og knirkende, omgivet af højt ukrudt, hvor firben, frøer… og noget farligere, plejede at gemme sig. Han lagde sig på et gammelt tæppe, lagde armen under hovedet og faldt i søvn til lyden af cikader.
Klokken var omkring tre om natten. Månen stod højt, skyggerne fra æbletræet lå over trinene. Og pludselig gled noget langt og mørkt lydløst ud fra hegnet. En slange.
Den bevægede sig langsomt, med bølgende kropsbevægelser, næsten uden en lyd. Den nærmede sig trinene, løftede hovedet, den spaltede tunge smuttede hurtigt frem i luften. Den mærkede varmen fra den sovende mand. Et sekund mere — og dens krop lå lige ved hans arm.
I det samme kom naboen, tante Galja, ud i gården. Hun kunne ikke sove og var gået efter vand fra brønden. Hun så hen mod Nikolajs hus — og frøs. På verandaen lå han og sov fredeligt. Og ved hans albue — en slange, sammenrullet.
Hun kunne ikke engang skrige — hun lagde bare hånden over munden. Så greb hun en lille sten og kastede den lydløst mod hegnet. Lyden var svag, men nok til, at slangen vendte hovedet. I samme øjeblik rørte Nikolaj på sig.
Slangen strammede sig. Det så ud, som om den var klar til at slå.
Men fra skyggen ved døren sprang hunden Baron frem — gammel, men trofast. Han styrtede mod trinene, gøende og knurrende. Slangen hvæsede skarpt, kastede sig til siden, men Baron var hurtigere: han slog den med poten, greb den med tænderne og kastede den ud i græsset. Slangen snoede sig, forsøgte at flygte — og forsvandt bag hegnet.
Nikolaj vågnede forvirret af gøen. Han satte sig op, gned øjnene — og foran ham stod Baron, spændt, med rejst pels og vagtsomt blik. Naboen løb frem:
— Kolja! Den var lige ved at bide dig!
Han så ned — og indså først da, hvor tæt døden havde været.
Om morgenen sad han længe og klappede Baron, gav ham kød og så ham lige i øjnene. Hunden lå ved hans fødder, som om intet var sket. Og på den gamle veranda satte Nikolaj senere et lille skilt:
“Her bor den, som blev givet livet af en hund.”
Siden den dag sagde han hver aften før sengetid:
— Nå, Baron, så holder vi vagt sammen, ja?
Og hunden svarede altid med et roligt, selvsikkert suk.
