Lufthavnen summede som en kæmpe bikube. Folk hastede afsted, kufferter rullede hen over fliserne, højttalerne gentog:
“Boarding for flight 327 is now beginning…”
I al den velkendte uro lagde næsten ingen mærke til den ældre mand ved check-in skranken. Grå frakke, slidte sko, en gammel hat. I hånden — en lille rejsetaske. Han stod roligt, som om han ikke havde travlt.
Den unge kvinde bag skranken, pæn og korrekt uniformeret, løftede blikket:
— Deres billet, tak.
Han rakte hende udskriften. Hun så på den — og hendes øjenbryn rørte sig en smule.
— Undskyld, sir, men denne billet er til business class. Måske er der sket en fejl?
Manden smilede mildt:
— Nej, ingen fejl. Billetten er min.
Hun tøvede. Hendes blik gled over hans slidte knapper og lappede ærmer. Bag ham voksede køen, folk begyndte at mumle:
— Han må være gået til den forkerte skranke…
— Eller det er en falsk billet.
Pigen rødmede og kaldte på en supervisor.
En mand i perfekt jakkesæt kom hen — med det ansigt, der var trænet til høflige afslag.
— Undskyld, sir. Af sikkerhedshensyn skal vi verificere Deres booking.
— Naturligvis, — sagde manden roligt. — Tjek endelig.
Superviseren indtastede oplysningerne. Og så ændrede hans ansigt sig. Han stivnede. Så på skærmen. Så på manden. Så igen på skærmen.
— Alt… alt er i orden, — sagde han lavt. — Undskyld, sir. Billetten tilhører Dem.
— Jeg sagde det jo, — svarede manden stille. — Men udseendet betyder stadig meget, ser det ud til.
Han gik mod boarding, mens køen bag ham blev tavs.
I flyet gentog scenen sig. En stewardesse så hans slidte frakke og sagde automatisk:
— Sæder i økonomi er bagude, sir.
— Jeg ved det, — smilede han. — Mit sæde er 3A, ved vinduet.
Hun tjekkede boardingkortet, rødmede:
— Undskyld… jeg antog bare…
— Det gør de fleste, — sagde han roligt.
Flyet blev forsinket 20 minutter på grund af en teknisk fejl. Passagererne begyndte at beklage sig:
— Jeg kommer for sent!
— Frygtelig service! Jeg flyver aldrig med dette selskab igen!
Stewardesserne løb rundt. Stemningen blev urolig.
Da rejste den ældre mand sig. Han talte sagte til stewardessen. Hun stirrede på ham — og forsvandt straks ind i cockpittet. Et øjeblik efter blev han selv inviteret ind. Fem minutter — stilhed. Ti minutter — motorerne startede. Flyet begyndte at rulle ud mod banen.
Piloten talte:
— Kære passagerer, vi beklager forsinkelsen. En teknisk fejl er blevet løst… med hjælp fra en af vores passagerer.
Alle vendte sig.
Den gamle mand i grå frakke satte sig igen på sin plads og åbnede sin avis.
Kvinden ved siden af hviskede:
— Var det dig? Er du ingeniør?
Han svarede uden at se op:
— Det var jeg engang. Jeg arbejdede i konstruktionsbureauet.
— Hvilket? — spurgte hun.
Han så ud mod solopgangen uden for vinduet.
— Det bureau, der designede netop disse fly.
Der blev stille i kabinen. Selv motorernes brummen lød blødere. Ingen så længere hans slidte frakke. For det var takket være ham, at flyet lettede.
