Natten var sort som kul. Sneen faldt i tætte vægge, vinden hylede, som om den ville rive alt levende ud af jorden. Et sted på en øde landevej, mange kilometer fra nærmeste by, stod en gammel minibus fast i en snedrive. Motoren var død, batteriet fladt.
Inde i bilen — kun det svage lys fra en lommelygte og en kvinde, der holdt sig om maven. Hun hed Emilia Brandt, tredive år, hjemløs, alene. Livet havde tømt hende for kræfter. Hun havde mistet hus, job, mand — og til sidst håbet. Kun barnet i hendes mave var blevet det sidste lys i mørket.
Og nu, midt i denne sneørken, skulle det lys fødes — på det værst tænkelige tidspunkt. Hun vidste, at ingen hjælp ville komme. Telefonen var død. Ingen biler. Vejen skjult under sne. Hver ve fangedes i kroppen som en kniv. Åndedrættet stod som damp i den iskolde luft. Hun lagde gamle jakker på gulvet, prøvede ikke at skrige, men vinden slugte alligevel lydene.
“Hold ud, lille én… bare lidt endnu,” hviskede hun gennem tårer.
Men kræfterne forsvandt. Kulden krøb ind under tøjet, fingrene blev følelsesløse, øjenlågene tunge. Emilia mærkede næsten ikke smerte mere — kun det stille håb om, at barnet i det mindste nåede at trække vejret… bare én gang.
Så — en rumlen. Først svag. Så højere.
Gennem sneen brød lyden af motorer.
Flere blændende lys skar sig gennem den hvide storm. Emilia løftede hovedet. Ud af snestormen, som skikkelser fra en anden verden, kom ti motorcykler. Store maskiner med brølende motorer og blinkende lygter.
Forrest — en mand i læderjakke med ordene “Iron Brotherhood” på ryggen. Hans ansigt var dækket af rimfrost.
— For fanden, ser I det?! — råbte en af dem. — Der står en bil!
Bikerne standsede, sprang af cyklerne og løb mod minibussen. En brækkede døren op.
Inde — en svag stønnen. En kvinde, bleg, svedig, med hænderne om maven.
— Hun er i gang med at føde! — råbte én.
— Hurtigt, tæpper! Lys! Apotekskasse! — lød det fra en anden.
De handlede uden tøven.
Én lagde sin jakke under hendes hoved. En anden stillede motorcyklerne i en halvcirkel og tændte alle forlygter for at skabe lys. En tredje fandt førstehjælpsudstyret frem. Sneen hvirvlede, men inde i den ring af støjende maskiner opstod et lille rum af varme og viljestyrke.
Lederen, en høj mand ved navn Marcus, satte sig ved siden af hende.
— Lyt til mig, smukke, — sagde han roligt. — Vi er her. Du gør det godt.
— Jeg kan ikke… — hviskede hun.
— Det kan du. — Hans stemme var fast. — Nu eller aldrig.
Vinden hylede, men indeni var alting stille.
Minutterne var lange og rå. Råb, åndedræt, sved, sneflager, hænder der holdt hendes.
Og så — et spædbarns skrig.
Lyst, stærkt, levende.
En af bikerne — hans hænder rystede — svøbte barnet i et silketørklæde, en anden gav sin skjorte. Emilia græd — hun kunne ikke tro, at hun hørte den lyd.
— En pige, — sagde Marcus og smilede. — Stærk. Ligesom sin mor.
De lavede et slags læ af motorcyklerne for at holde vinden ude.
Én fik kontakt til den nærmeste by via radio. Ambulancen var på vej. Da redderne kom, stod bikerne stadig og holdt motorerne i gang for at varme luften.
Da Emilia blev løftet ind i ambulancen, smilede hun svagt til Marcus:
— Hvorfor… var I her?
Han trak lidt på skuldrene.
— Hvert år på denne dag kører vi den her vej. Det er dagen, hvor vores ven døde.
Vi stopper altid dér, hvor vi føler, nogen har brug for os.
Hun kunne ikke svare. Hun holdt kun sin datter tæt ind til sig — og så ud på sneen, hvor ti lys langsomt forsvandt i nattemørket.
Siden den dag, hver vinter, kørte bikerne til byens hospital.
De kom med legetøj, tæpper og slik til børn.
Altid på samme dato.
For den nat, i storm og sne, blev de ikke bare brødre af vejen.
De blev englene af sneen.
