Foråret bragte et pludseligt skybrud over byen. Den rolige, klare flod forvandlede sig til en brølende strøm. Vandet bar grene, skrald og alt, hvad der kom i vejen. Folk stod på broen under paraplyer og så ned med uro: strømmen var så stærk, at selv en voksen ikke ville kunne stå imod i mere end et minut.
Blandt de nysgerrige stod en dreng — 12-årige Léon Martin. Tynd, barfodet, i en slidt jakke. Han var på vej hjem fra skole, da han hørte råb. Først troede han, at nogen havde det dårligt, men så så han det — nogen kæmpede i vandet. En mand i mørk frakke og slips holdt sig fast i en flydende træstamme, men strømmen trak ham længere ned mod et fald.
— Hjælp nogen! — råbte en fra broen.
— Han drukner! — Ring til redningen! — råbte andre tilbage.
Men ingen turde springe. Ingen — undtagen Léon.
Han kastede sin taske, satte af fra rækværket og sprang i det iskolde vand uden at tøve. Folk skreg. En mand rakte ud for at gribe ham, men nåede det ikke — drengen var allerede forsvundet under bølgerne.
Vandet skar som knive — iskoldt, tungt, grumset. Léon svømmede, kæmpede for vejret, indtil han nåede frem til manden. Han bevægede sig næsten ikke længere. Léon greb ham i kraven og med al sin styrke trak ham mod bredden. To gange slog strømmen dem omkuld, men drengen gav ikke slip.
Det føltes som en evighed, før de nåede det lave vand. På bredden stod folk: nogle filmede, andre bad. Manden blev lagt på jorden og forsøgte at trække vejret igen. Léon rystede ukontrolleret, tænderne klaprede, tøjet klistrede til kroppen — men han flyttede sig ikke fra hans side.
Da redderne kom, var manden ved bevidsthed. Han åbnede øjnene og så drengen.
Han stirrede længe, som om han prøvede at forstå noget.
— Du… reddede mit liv… — hviskede han.
Léon nikkede kun. Han forstod ikke, hvorfor den reddede mand så på ham på den mærkelige, genkendende måde.
Manden blev kørt til hospitalet, Léon — hjem, hvor hans mor, Anna Martin, græd af lettelse og krammede ham tæt.
To dage senere bankede det på døren.
På dørtrinnet stod manden — nu i jakkesæt, men med armen i slynge. Bag ham — en sort bil.
— Det var dig på broen, ikke? Léon? — sagde han varmt.
Drengen nikkede.
Manden tog et lille læderetui op af inderlommen og rakte det frem.
Indeni lå et emblem.
— Mit navn er Richard Holzmann. Jeg er officer i international efterforskning, — sagde han. — Vi har ledt efter din far… i mange år. Han forsvandt under tjenesten.
Anna blev hvid i ansigtet.
Richard fortsatte:
— Jeg var hans makker. Den dag var jeg på vej for at give dig noget.
Hans sidste brev.
Han tog en konvolut frem — lidt krøllet, en gang gennemblødt, nu nænsomt tørret.
På forsiden — drengens fars håndskrift:
“Til min søn, Léon.”
Drengen stod helt stille.
Richard så ham i øjnene og sagde lavmælt:
— Hvis ikke du havde reddet mig, Léon… ville det her brev aldrig være nået frem.
Tårer løb ned ad Léons kinder.
Han holdt brevet tæt mod brystet, mens floden udenfor igen lød — nu stille, blød og fredelig.
Nogle gange fletter skæbnen liv sammen på måder, vi ikke kan forstå.
Léon ville bare redde en fremmed — men han reddede en del af sig selv.
