Hver onsdag præcis klokken ti om formiddagen standsede postvognen foran fru Helens hus. Det ældre postbud, hr. Liam, vidste allerede: han skulle ikke bare lægge brevet i postkassen, men banke på. Hun ventede altid på ham ved vinduet.
— Igen fra din mand? — spurgte han blidt, og den gamle dame nikkede, mens hun pressede kuverten mod brystet.
Hendes mand var død for to år siden. Men brevene blev ved med at komme — med omhyggelig håndskrift, på kraftigt papir, i konvolutter uden afsenderadresse. I hvert brev var korte sætninger, som skrevet af en kærlig hånd: “Vær ikke ked af det. Jeg er her. Husk vores have og de tidlige morgener om foråret.”
Først troede Liam, at det var slægtninge, der støttede hende. Senere tænkte han, at måske kunne kvinden ikke acceptere sorgen og skrev brevene til sig selv. Men alt var for gennemført: blækket, stilen, duften af papiret.
En dag, da han kom som sædvanligt, åbnede Helen ikke døren. I stedet stod en ung kvinde på trappen.
— Fru Helen døde i går, — sagde hun stille. — Jeg er hendes barnebarn.
Liam nikkede, ude af stand til at finde ord. Han holdt endnu et brev i hånden.
— Dette kom i dag, — sagde han og rakte kuverten frem.
Pigen så på adressen — og blev pludselig helt bleg.
— Men… det er min håndskrift, — hviskede hun.
Det viste sig, at det var barnebarnet, der havde skrevet alle brevene. Hun havde fundet de gamle breve fra bedstefaren, kopieret dem, føjet nye ord til — så hendes bedstemor ikke skulle føle sig alene.
Liam blev stående på trappen og så mod det hvide hus og den gamle have, hvor to engang havde gået sammen. Og han forstod: nogle gange lever kærligheden længere end dem, der begyndte den.
