Det skete midt om vinteren, i bjergene nær Innsbruck. Nat, snestorm, sneen fløj som en hvid mur. Vejene var begravet, gadelygterne slukkede under vindens kast, og alt omkring lignede en hvid, tavs verden.
Anna Weiss, en 32-årig kvinde i ottende måned, sad bag rattet i sin gamle Ford og holdt fast i rattet med begge hænder. Hendes mand, Thomas, var blevet i byen på forretningsrejse, og da veerne var begyndt for tidligt, besluttede Anna at køre selv til hospitalet.
Hun havde allerede kørt halvvejs, da snefaldet blev så tæt, at hun ikke engang kunne se bilens motorhjelm. Hjulene spandt, og forlygterne fangede kun virvlende sne i mørket. Annas hjerte slog hurtigere og hurtigere — ikke kun på grund af smerterne, men også af frygt. Telefonen havde ingen forbindelse, radioen var tavs, og omkring hende var kun vindens hyl og det hvide vanvid.
Og pludselig…
Direkte foran bilen, som om den var kommet ud af ingenting, stod en enorm hjort.
Den stod på vejen midt i snestormen, med store gevirer dækket af rimfrost, og den kiggede ubevægeligt på hende. Dens øjne glimtede i lyskeglen fra bilens forlygter — som to ravgule lanterner. Anna trykkede på bremsen — hjulene gled, bilen slingrede og kørte ned i grøften.
Stødet var blødt — ind i en snedrive. Men motoren gik ud.
Stilhed. Kun vinden og hjertets vilde slag.
Anna forsøgte at starte bilen igen — uden held. Og så trak en ny bølge af smerte gennem maven.
– Nej… ikke nu… – hviskede hun og holdt sig om maven.
I det samme — bevægelse ved vinduet. Hjorten trådte nærmere. Dens ånde var synlig i kulden, dampen steg som røg. Den rørte forsigtigt ved ruden, som om den ville sikre sig, at hun var i live.
Anna lukkede øjnene — det føltes, som om hun var ved at besvime. Men så hørte hun… en lyd.
Et sted langt borte — en hunds gøen.
Hun åbnede døren og kæmpede sig ud i sneen. Sneen slog mod hendes ansigt, vinden hylede. Hjorten tog et par skridt tilbage, så på hende — og vendte sig om, begyndte langsomt at gå hen ad vejen.
Anna, uden at forstå hvorfor, fulgte efter. Hun gik, mens hun holdt sig om maven, faldt i sneen, rejste sig igen, men fortsatte. Hjorten bevægede sig langsomt og sikkert, vendte sig indimellem — som om den ventede på hende.
De gik sådan i omkring ti minutter, før et svagt lys viste sig forude.
En lampe. Et hus.
Det var en gammel bjergstation, normalt lukket om vinteren, men den nat var der én person der — en pensioneret skovfoged ved navn Josef Kramer. Han hørte sin hund gø, gik ud med en lygte og kunne ikke tro sine øjne, da han så en højgravid kvinde, der fulgte efter en kæmpe hjort.
Han løb hen til hende, hjalp hende indenfor, tændte op i ovnen og tilkaldte redning via radioen. En time senere var Anna i færd med at føde. Og det var Josef selv, der tog barnet imod — en lille pige.
Da stormen stilnede, og redningsfolkene nåede frem om morgenen, så de det første udenfor huset: hjortespor, der førte helt op til døren… og derefter forsvandt ind i skoven.
Senere fortalte Anna, at hun ikke havde drømt ham — hun havde følt varme og tryghed, mens hun fulgte ham.
Josef sagde senere:
– I disse bjerge levede der for ti år siden en enorm hjort, vi kaldte Vogteren. Den er ikke blevet set længe… men måske vendte den tilbage den nat.
Pigen fik navnet Elisa — inspireret af ordet Elch, “hjort” på tysk.
Og hver vinter, når sneen igen dækker bjergene, besøger Anna og Elisa stationen. Pigen ser altid mod skoven og hvisker:
– Mor, se… han er der.
Og ingen undrer sig, hvis en stor hjortes skikkelse med rimfrosne gevirer ses et sted langt ude mellem sneen og granerne.
