Denne historie fandt sted i en lille indisk landsby ved bredden af floden Narmada. Der, hvor børn bader om morgenen, og kvinder vasker tøj ved solnedgang. Ingen kunne forestille sig, at en helt almindelig varm dag ville forvandles til et ægte mirakel.
I udkanten af landsbyen levede en flok herreløse hunde. Blandt dem var en lille hvalp — rødlig, mager, med store ører. Han hed Tiko. Børnene delte ofte brød og mælk med ham, og han var vant til at løbe langs bredden og lege i det lave vand.
Den dag stod solen højt, og luften dirrede af varme. Tiko løb ned til vandet for at drikke. Pludselig lød et plask — og alt skete på et øjeblik. Ud af den uklare flod skød de kraftige kæber fra en krokodille. Hvalpen peb — og forsvandt under vandet.
Folk på bredden skreg, men ingen nåede at reagere.
Ingen — undtagen hende.
På en gren i nærheden sad en lille grå abe. Hendes navn var Chika. Hun var tam — kom ofte til templet for at få frugt. Men i det øjeblik sprang hun uden et sekunds tøven.
Alle så, hvordan hun styrtede ned i floden med utrolig fart. Vandet sprøjtede, bølgerne rullede. Krokodillen mærkede bevægelsen og vendte sig. Men aben havde allerede grebet fat i dens hale. Den vred sig voldsomt, vandet stod som en fontæne, men Chika slap ikke.
Et øjeblik senere dykkede hun — og kom op igen med noget i sine arme.
Det var Tiko. Lille, gennemblødt og næsten livløs.
Hun sprang tilbage mod bredden, mens hun holdt hvalpen tæt ind til brystet. Folk løb hen til hende. Krokodillen forsvandt tilbage i dybet, floden blev rolig igen. Aben lagde forsigtigt hvalpen på sandet og begyndte — næsten som et menneske — at slikke hans pels og puste varme på hans næse.
Efter nogle få sekunder trak han vejret. Først svagt. Så dybere.
Hvalpen klynkede. Folk gispede.
Aben satte sig ved siden af ham, holdt ham i sine små hænder og så på menneskene — som om hun ville være sikker på, at han nu var i trygge hænder.
Denne scene varede kun et minut, men hele landsbyen talte om den i lang tid. Tempelpræsterne kaldte Chika for “Flodens sjæl”. Folk begyndte at bringe hende bananer og nødder, og i landsbyen byggede man endda et lille helgenskrin med et maleri af en abe, der holder en hvalp i sine arme.
Tiko voksede op og blev en stærk og modig hund. Han løb ofte langs den samme flodbred, og man siger, at hver gang han hørte aberne skrige oppe i trækronerne, løftede han hovedet og klynkede stille — som om han genkendte hendes stemme.
