Regnen stod ned i tætte stråler. Vejen skinnede, bilernes forlygter spejlede sig i det våde asfalt og gjorde alt til et kaos af lys og vand. Dr. Mark Sanders havde været på vagt i tolv timer. Alarmtelefonen knitrede:
“Trafikulykke ved kilometer 42. En kvinde er tilskadekommet. Bevidstløs.”
Tyve minutter senere var de fremme. Bilen lå i grøften, fuldstændig smadret, damp steg op under motorhjelmen. Mark løb hen til døren, trak kvinden ud — ung, dækket af blod og glassplinter. Puls svag, vejrtrækning uregelmæssig. Han arbejdede automatisk: stabilisere, iltmaske, støtte nakke. Alt som altid.
Da hun endelig trak vejret dybt, så han for første gang hendes ansigt — og stivnede.
— Nej… — hviskede han.
Det var Sarah. Hans ekskone. Kvinden, han ikke havde set i over fem år.
Mark klemte hendes hånd, som om han ikke troede det var virkeligt. Alle de år, hvor han havde forsøgt at glemme alt — og nu var alt tilbage på én gang. Minder. Smil. Smerte. De stille nætter i køkkenet sammen.
I bilen ved siden af fandt han en lille rygsæk. Han tog den op og åbnede den — indeni lå en blød bamse og et fotografi: Sarah sammen med en lille pige.
På bagsiden stod: “Far, vi er på vej til dig.”
Han så på Sarah, våd, såret, men levende.
Og han forstod — det her var ikke et tilfælde.
