Helen havde en lille butik — gammel, men hyggelig. Varerne lå pænt på hylderne, og ved kassen stod blomster, så rummet ikke virkede tomt. Hun kendte næsten alle kunderne i ansigtet: hvem der kom efter brød, hvem efter avisen, hvem bare for at tale lidt.
Men en dag lagde hun mærke til en ny mand. En mand i en slidt frakke, med gråt hår og trætte øjne. Hver dag, præcis klokken seks om aftenen, trådte han ind i butikken og købte én og samme ting — en lille chokoladebar. Bare én.
— Har De det godt, sir? — spurgte Helen en dag med et venligt smil.
Han nikkede.
— Ja, det er bare… hun elsker denne smag.
Helen troede, at han mente en datter eller et barnebarn. Men en dag kom han uden sit sædvanlige, stille smil. Han tog chokoladen, lagde den på disken og sagde dæmpet:
— Det bliver den sidste.
Hun spurgte ikke hvorfor. Men da han var gået, så hun, at på emballagen stod der: “Med kærlighed, Emma.”
Om aftenen, mens hun gjorde butikken ren, fandt hun et lille foto under udstillingsmontren. På det — den samme mand og en ung kvinde med kort hår, grinende, med netop den chokoladebar i hånden.
Senere hørte hun fra naboerne: Emma var hans kone.
Hun var død for et år siden.
Og hver dag købte han den lille chokolade — for at lægge den på bænken, hvor de engang sad sammen og drak kaffe.
Næste morgen, da Helen åbnede butikken, lagde hun én ny chokoladebar på disken.
Bare i tilfælde af…
at han skulle komme tilbage.
