Lokalet var pyntet ned til mindste detalje. Hvide bånd, levende lys, duften af friske blomster. Gæsterne talte dæmpet sammen, orkestret spillede en blid melodi, og brudgommen stod ved alteret og forsøgte at skjule sin nervøsitet.
Alle ventede på bruden. Da hun trådte ind, blev salen stille — lys, smuk, med et blidt smil og glimt i øjnene. Hun gik mod ham langsomt, næsten svævende. I hendes blik var lykke, i hvert skridt — sikkerhed.
De stod over for hinanden, holdt hinanden i hænderne. Præsten sagde de ord, de så længe havde ventet på. Og pludselig — en kort lyd. En notifikation.
Bruden fór sammen. Gæsterne lo, troede det var en tilfældighed. Men hun sænkede hånden ned under kjolen, tog en lille hvid telefon frem — og da hun så beskeden, blev hun pludselig bleg.
Hun læste et par ord — og al lys i hendes øjne forsvandt. Ansigtet forandrede sig, læberne dirrede, og tårerne begyndte at trille ned ad kinderne.
— “Nej…” hviskede hun og trådte et skridt tilbage.
Alle frøs. Brudgommen rakte fortvivlet hænderne ud mod hende, men hun skubbede ham væk, vendte sig om og løb ud af salen, mens slæbet på kjolen gled bag hende — og alle stirrede målløse efter.
Senere kom det frem: beskeden var fra en person, hun troede var død.
