Jeg var på vej hjem efter en lang og tung dag. Sneen klæbede til forruden, lygterne spejlede sig i den våde asfalt, og foran mig — endeløs kø. Vi havde stået stille i næsten fyrre minutter, uden at kunne køre frem eller vende om. Jeg tændte radioen, tog handskerne af og stirrede bare på regndråberne, der langsomt gled ned ad glasset.
Pludselig — et let bank på ruden.
Jeg fór sammen.
Udenfor stod en lille pige. Hun var ikke mere end fem eller seks år. Helt gennemblødt, iført en gammel frakke, med to fletninger — den ene halvt gået op. Hun så direkte på mig — roligt, uden frygt, som om hun vidste, hvem jeg var.
— “Åbn, vær sød,” sagde hun med en tynd stemme.
Jeg rullede vinduet lidt ned — kold luft strømmede ind.
— “Er du faret vild?” spurgte jeg.
Hun rystede på hovedet.
— “Nej. Jeg ville bare sige dig noget.”
Jeg rynkede panden.
— “Hvor kommer du fra, lille ven? Hvor er din mor?”
Men hun rakte pludselig hånden frem — en lille hånd i en våd vante — og holdt en mønt i den. En gammel, mørk mønt med et hul i midten.
— “Tag den,” sagde hun. “Den er til dig. Men tab den ikke. Du får snart brug for den.”
Jeg blev forvirret.
— “Hvorfor?”
Pigen så alvorligt på mig med sine store øjne og svarede:
— “Fordi du har ventet for længe. Om tre dage vil du forstå alt.”
Inden jeg nåede at sige noget, lød der horn foran — køen begyndte at bevæge sig. Jeg kiggede hurtigt op i spejlet… og hun var væk. Ikke et spor.
Jeg steg ud af bilen og så mig omkring — ingen. Kun tåge, lys fra bilerne, våd asfalt.
Da jeg satte mig ind igen, lå mønten på passagersædet. Kold som is.
Der gik tre dage.
Om aftenen kørte jeg ad den samme vej. På vejsiden stod en mand og skiftede dæk. Jeg bremsede — uden egentlig at vide hvorfor. Han løftede blikket, og mit hjerte sprang et slag over.
Det var ham.
Manden, jeg engang havde elsket — og ikke havde set i over ti år.
Vi begyndte at tale, som om vi aldrig havde været væk fra hinanden. Og da jeg, stadig i vantro, åbnede handskerummet for at finde nogle servietter, faldt mønten på gulvet med en dump lyd.
Jeg tog den op — og så for første gang den indgraverede tekst:
“Alt vender tilbage, når tiden er inde.”
Jeg løftede blikket, og manden sagde stille:
— “Mærkeligt. Jeg havde engang en helt magen til. En pige gav mig den på vejen.”
Jeg frøs fast.
Vi så på hinanden — og forstod, at dette møde umuligt kunne være tilfældigt.
