Tidlig morgen i Karpaternes forland. Tågen svævede stadig mellem fyrretræerne, og floden Tjeremosj brusede efter nattens storm. Skovfogeden Elias Novak, en mand i halvtredserne med et træt men venligt ansigt, gik ad stien for at tjekke, om stormen havde væltet træer over vejene. Luften duftede af fugtig jord og harpiks, og mudderet klæbede til hans støvler.
Da han gik langs det gamle flodleje, hørte han pludselig en mærkelig lyd — som et klynk. Ikke helt menneskelig, men heller ikke helt dyrisk. Elias standsede og lyttede. Gennem tågen lød et svagt, kvalt støn.
Han trængte sig gennem buskene og kom frem til en stor vandpøl — og dér så han en hest. Vild, mager, dækket af mudder op til maven. Hendes ben sad fast under en tung træstamme, væltet af stormen. Dyret rystede, øjnene glimtede af tårer og frygt. Hver gang hun forsøgte at trække sig fri, pressede stammen blot hoven hårdere ned.
Elias stod stille. Foran ham stod et væsen, der normalt undgår mennesker — en stolt bjerghest, efterkommer af de vilde karpatiske flokke. Men nu så hun på ham som på sin sidste håb.
— “Rolig, pige… rolig,” sagde han blidt, så roligt som muligt.
Han gik hen til hende, tog sin jakke af og lagde den over hendes hoved, så hun ikke skulle sparke. Han greb en gren og forsøgte at løfte træet — men det rørte sig ikke. Så løb han tilbage til bilen efter et tov og et brækjern.
Minutterne føltes som timer. Da han kom tilbage, bevægede hesten sig næsten ikke længere — åndedrættet var tungt, øjnene halvlukkede. Elias bed sig i læben, satte brækjernet under stammen og begyndte at løfte. Årerne trådte frem, hænderne rystede, mudderet sprøjtede under støvlerne, sveden løb ned ad hans ansigt.
Ved tredje forsøg flyttede stammen sig. Hesten rykkede sig, men faldt igen. Så krøb Elias tættere på, bandt tovet om træet, fastgjorde det til bilens kofanger og satte i gear. Motoren brølede — og endelig rullede stammen væk.
Han løb hen til dyret og frigjorde benet. En dyb flænge, men ingen brud. Elias tog sit førstehjælpskit, rensede såret og forbandt det. Hele tiden stod hesten stille — som om hun vidste, at han reddede hende.
Da han var færdig, løftede hun hovedet og vrinskede svagt — næsten menneskeligt, som om hun sagde tak.
Elias blev hos hende til aften. Han hentede vand fra floden, viftede fluer væk og talte stille til hende, som til en gammel ven. Da solen gik ned bag bjergene, rejste hun sig forsigtigt. Hun tog et par skridt og standsede. Så så hun på ham — længe, intenst.
Hun kom nærmere og lagde mulen mod hans skulder. Elias stod stille, mærkede varmen og åndedrættet, og forstod pludselig: det her var ikke bare et dyr. Det var en levende sjæl, fuld af taknemmelighed.
Næste dag vendte han tilbage til stedet — for at se, om hun stadig var i nærheden. Men hesten var væk. Kun hovsporene ved vandet vidnede om hende.
En uge gik. Elias havde næsten glemt hændelsen, da en nat brød en brand ud i skoven. Lynet slog ned i en tør fyr, og flammerne bredte sig hurtigt med vinden. Skovfogeden var den første på stedet — med lommelygte og radio. Røgen drev, grenene knitrede. Han forsøgte at drive dyrene væk, men endte selv fanget: et træ faldt og spærrede stien.
Pludselig lød et velkendt vrinsk gennem røgen. Gennem flammerne, som ud af mørket selv, kom hun — den samme hest. Hendes øjne glødede i varmen, manken dækket af aske. Hun gik tæt på, fnyste højt og løb derefter mod en lysning, som for at vise vej.
Elias, hostende og halvt blind af røg, fulgte hende. Hesten løb støt, kiggede tilbage, ledte ham. Så kom de ud af ildringen — ned til en bæk, hvor det var sikkert. Da brandfolkene nåede frem, stod Elias ved vandet — og ved siden af ham hans redningskvinde.
Senere forsøgte han at finde hende igen. Han spurgte hyrder, gik gennem markerne, satte kameraer op — men så hende aldrig mere.
Kun sommetider, om natten, hørte han et svagt vrinsk i det fjerne og så en silhuet på skråningen — en stolt hest, skinnende i måneskæret.
Og hver gang tænkte han:
“Nogle gange er taknemmelighed ikke i ord — men i handlinger, der ikke kan forklares.”
