Det var en helt almindelig aften i en boligblok i udkanten af byen. Syv måneders gravid, maven stor, benene hævede — men Laura gik alligevel ud for at købe babytæpper.
“Jeg vælger hellere selv, end at fortryde bagefter,” sagde hun smilende til sin mand.
På vej hjem virkede elevatoren som altid: den knirkede, rystede og standsede lidt mellem etagerne, men beboerne var vant til det.
Laura trådte ind, trykkede på “8” og lukkede øjnene — hun drømte bare om at komme hjem, lægge sig ned og mærke babyens bevægelser i maven.
Elevatoren rystede… og stoppede.
Lyset blinkede og slukkede. Stilhed. Kun en dæmpet brummen udefra.
Laura råbte om hjælp, men ingen svarede. Frygten kom straks — det var varmt, mørkt, og telefonen havde ingen forbindelse.
“Bare ikke nu, vær så venlig…” hviskede hun.
Der gik måske ti minutter, før døren pludselig rystede. Udefra lød en stemme:
— “Hey! Er der nogen derinde?”
— “Ja! Hjælp mig, jeg er gravid!”
Den mandlige stemme svarede roligt:
— “Bare rolig. Jeg er mekaniker, jeg får dig ud.”
Han åbnede lugen, stak en lommelygte og derefter et brækjern ind, og begyndte forsigtigt at tvinge dørene fra hinanden. Efter et øjeblik strømmede lys og frisk luft ind — og i åbningen stod en mand omkring fyrre, iført arbejdstøj, med et venligt, lidt træt ansigt.
— “Alt bliver godt nu,” sagde han og hjalp hende ud.
Han satte hende på trappen og gav hende vand.
— “Hvor langt henne er du?”
— “Syv måneder,” sagde hun rystende. “Tak, du er min redningsmand.”
Manden smilede, men hans udtryk ændrede sig pludselig. Han så nøje på hende.
— “Vent… Laura? Er du Laura Weiss?”
Hun nikkede overrasket.
— “Ja. Og du er…?”
Han tog handsken af og kløede sig i nakken, som om han ikke kunne tro sine egne øjne.
— “For ti år siden arbejdede du som sygeplejerske på klinikken på Rosenstraße, ikke?”
— “Jo, men…”
Manden smilede og nikkede.
— “Så glemmer jeg dig aldrig. Du reddede mit liv.”
Han fortalte, at han dengang som ung var blevet indlagt med kulilteforgiftning. Han var tæt på at dø, og alle havde givet op — men hun blev hos ham hele natten, kæmpede for ham, indtil han begyndte at trække vejret igen. Hun havde aldrig fået at vide, om han overlevede — hun fortsatte bare sit arbejde.
Og nu sad han dér ved siden af hende, i elevatorens mørke skakt, og holdt hende i hånden.
— “Jeg huskede dit navn, Laura. Hele livet har jeg ønsket at sige tak. Og nu sørgede skæbnen selv for mødet.”
Da redningsfolkene kom, blev hun forsigtigt ført ud i lyset. Hjertet bankede, babyen sparkede.
— “Er du sikker på, du er okay?” spurgte han og rakte hende hånden.
— “Ja… takket være dig.”
Før han gik, tog han et lille metalmærke op af lommen med ordet “LIV” indgraveret.
— “Jeg fik det, da jeg forlod hospitalet. Nu er det dit.”
To måneder senere fødte Laura en dreng. Hun kaldte ham Emil — efter manden, mekanikeren, som skæbnen havde sendt hende den aften.
Og da Emil nogle år senere begyndte i skole, gav han sin mor et vedhæng formet som et lille mærke og sagde:
— “Mor, jeg vil redde mennesker, ligesom manden fra elevatoren.”
Og Laura forstod — godhed vender virkelig tilbage. Nogle gange… selv efter ti år.
