Tidligt om morgenen, da solen kun svagt brød gennem tågen, var motorvejen mellem to små tyske byer næsten tom. Kun enkelte biler susede forbi på den våde asfalt og efterlod spor af damp.
Viktor, en erfaren lastbilchauffør, var på vej hjem efter en natkørsel. Han kørte langsomt, træt, for ikke at falde i søvn, da han pludselig så noget mærkeligt foran sig. Midt på vejen bevægede sig en lille levende bunke. Først troede han, det var affald, blæst sammen af vinden — men da han kom nærmere, så han det tydeligt: det var hvalpe.
Små, våde, i forskellige farver — mindst tyve af dem. De sad tæt sammen midt på kørebanen. Nogle peb, nogle klynkede, og to af dem kradsede i asfalten, som om de ledte efter noget.
Viktor bandede lavt, tændte katastrofeblinket og standsede midt på vejen.
— “Hej, små venner, hvad laver I her?..” mumlede han og steg ud.
Han nærmede sig forsigtigt for ikke at skræmme dem — men hvalpene løb ikke væk. Tværtimod trådte én af dem, en sort-hvid lille “leder”, frem, kiggede direkte på ham, gøede kort og løb mod grøften.
Viktor fulgte efter, gled ned ad den våde skråning — og dér, i bunden, så han en gammel papkasse. Væltet, gennemblødt, med huller i siderne.
Og under den — lå tre små hvalpe til, næsten livløse, kolde og gennemblødte. Deres søskende havde forsøgt at grave dem fri.
Nogen havde haft “idéen” at smide hele kuldet ud på vejkanten. Dæksporene i mudderet tydede på, at det var sket for ikke længe siden — måske en time tidligere.
Viktor sank tungt.
Han løftede kassen, pakkede de svageste ind i sin jakke og bar dem op til lastbilen. Alle de andre løb efter ham — som en lille pelsklædt sky, pippende og logrende. Den modigste bed sig endda fast i buksebenet.
— “Okay, okay, I kommer alle med,” sagde han, mens han åbnede døren til førerhuset. “Men I må love ikke at bide i sædet, aftalt?”
Han tændte for varmen, lagde sin gamle jakke som tæppe, satte hvalpene til rette og kørte mod den nærmeste by.
Dyrlægen, han nåede frem til fyrre minutter senere, stirrede forbløffet på ham:
— “Hvor i alverden fandt du dem?”
— “På vejen. De ventede ikke på nogen… De passede bare på noget,” svarede Viktor stille.
Det viste sig, at hvalpene havde holdt vagt omkring kassen, hvor deres mor lå — kørt ihjel af en bil, men med kroppen lagt beskyttende over sine unger for at skærme dem mod regnen.
De havde siddet dér hele natten.
De var ikke gået. Selv da solen stod op. 🌧
En uge senere skrev de lokale aviser om fundet. Halvdelen af hvalpene blev adopteret af frivillige, resten blev hos Viktor — i hans hus ved landevejen, hvor der nu altid høres bjæf og små poter, der løber rundt.
På køkkenvæggen, over madskålene, hænger et billede: en våd vej, tåge og tyve reddede hvalpe, siddende i førerhuset på en lastbil.
Under billedet står der:
“Dem, der blev. Fordi trofasthed ikke frygter mørket.”
